Tænk engang, hvis statens ansatte per automatik altid spadserede over til McKinsey, når der skulle løses konsulentopgaver. Eller gik til BMW, når der skulle handles biler.
Det, der er totalt utænkeligt på stort set alle andre områder, har i årtier været fast praksis, når det handler om statens køb af advokatbistand. Her har én advokatvirksomhed monopollignende status på statslige juraydelser. Men selv om navnet Kammeradvokaten har en statslig fernis, er der tale om et helt almindeligt privat advokatfirma med det borgerlige navn Poul Schmith.
I årevis har det været omdiskuteret, at staten på den måde har gjort sig selv afhængig af ét firma, der i gentagne tilfælde er blevet kritiseret for at skaffe sig en urimelig lukrativ forretning. Alene sidste år betalte staten svimlende 682 millioner kroner til det private advokathus.
Det er på høje tid, at staten klipper navnestrengen til Kammeradvokaten, hvilket en ekspertgruppe nu viser vejen for med en ny rapport. Herfra skal der lyde opbakning til eksperternes anbefaling om at sløjfe titlen kammeradvokat og forpligte staten til at lade sine køb af advokatbistand møde det frie marked.
En såkaldt regeringsadvokat er en anden nyskabelse, som ekspertgruppen anbefaler. Hvorfor? Fordi centraladministrationen i dag er ude af stand til selv at føre en civil retssag. På papiret lyder det fornuftigt, men vi savner endnu at se en jobbeskrivelse for en regeringsadvokat.
At monopollignende aftaler let fører til magtfuldkommenhed, er Kammeradvokaten et fremragende eksempel på. Hør bare den slet skjulte trussel fra Jens Bødtcher-Hansen, ledende partner hos Poul Schmith, forud for ekspertgruppens anbefalinger: »Staten kan ikke forvente, at vi altid står 100 procent til rådighed, hvis vi vælges fra på store områder. Det skal hænge sammen«.
Alene sådan et udsagn burde være rigeligt for et flertal i Folketinget til én gang for alle at få gjort op med Kammeradvokatens magt og vælde.
