Gradvis – og så pludselig. Sådan beskriver en af Ernest Hemingways personer i ’Og Solen går sin gang’ sin kurs mod fallitten, og sådan ser det også ud til at gå Syriens diktator, Bashar al-Assad. Efter at borgerkrigen, der startede i 2011, i årevis har været fastfrosset med Assad i kontrol over størstedelen af landet, er det pludselig gået stærkt. Siden en koalition af oprørsgrupper indledte en offensiv i sidste uge, har de erobret landets største by, Aleppo, og en række andre store syriske byer. Oprørerne har nu kurs mod Damaskus.
Hvad der sker, er umuligt at vide. Den syriske borgerkrig har været både ekstremt blodig og uforudsigelig, men at Assad-regimet er akut truet på livet, synes åbenbart. Regimets tætteste allierede, Rusland, Iran og Hizbollah, er henholdsvis optaget af Ukraine-krigen og stærkt svækket af krigen mod Israel.
Lykkes det at vælte præsident Assad, vil det være en god ting. Hans familie har hersket over Syrien i mere end et halvt århundrede og har undertrykt befolkningen massivt. Under borgerkrigen har hans styrker brugt sult som våben, gasset civile og tortureret titusinder til døde. Han fortjener at blive retsforfulgt i Haag. Men samtidig med glæden over Assads mulige fald er der grund til at være alvorligt bekymret. Oprørerne er anført af den jihadistiske milits Hayat Tahrir al-Sham – en ekstremistisk gruppe, der er udsprunget af Islamisk Stat og har været allieret med Al-Qaeda.
Gruppen er siden blevet en tak mindre ekstrem, men de er stadig hardcore islamister. Får de magten i Syrien, der har en lang tradition for religiøs tolerance og mange religiøse mindretal, kan det skabe en ny flygtningestrøm. Alene den shiamuslimske gruppe kendt som alawitter, som Assad tilhører, udgør omkring halvanden million mennesker. Hertil kommer ca. 300.000 kristne, cirka lige så mange drusere og mange, mange andre grupper. Europa kan og bør gøre sit yderste for, at de ikke fordrives – og gøre sig klar til at hjælpe Syrien massivt med den enorme genopbygning, der venter.
fortsæt med at læse
