Leder afSarah Skarum

Journalist

DBU burde kritisere Fifa for VM i Saudi-Arabien.

VM i dårlige valg

Lyt til artiklen

Det er ikke nogen overraskelse, at Saudi-Arabien bliver vært for VM i herrefodbold i 2034.

Fifa havde gjort det nærmest umuligt for andre at søge ved at tildele VM i 2026 til Nordamerika og i 2030 til Spanien, Portugal, Marokko, Uruguay, Paraguay og Argentina. Ud over at det klimamæssigt er bindegalt at fragte hold og fans kloden rundt, sikrede det trick også, at ganske få på grund af Fifa’s rotationsprincipper kan få 2034.

Men det er stadig trist. Fifa indskrev i sine vedtægter fra 2016, at man er »forpligtet til at respektere alle internationalt anerkendte menneskerettigheder og skal stræbe efter at fremme beskyttelsen af disse rettigheder«. Det rimer ikke på Saudi-Arabien. Som med Qatar, der fik VM i 2022 på trods af menneskerettighedskrænkelser.

Fifa håber, at VM får en positiv effekt på den saudiske menneskerettighedssituation. Det håb forekommer i bedste fald naivt, i værste fald som et retorisk dække for den virkelige grund. Saudierne har penge og magt. Helle Thorning-Schmidt hyklede i det mindste ikke, da hun støttede Saudi-Arabien og sagde, at landet er vigtigt handels- og geopolitisk.

At Fifa kun taler om, men ikke prioriterer principper, ved vi.

Men at DBU som medlem af Fifa’s kongres så velvilligt medvirker i det skuespil, der har givet Saudi-Arabien værtskabet, er, som kulturminister Jakob Engel-Schmidt så rigtigt har påpeget, stærkt kritisabelt.

Hvorfor har DBU-formand Jesper Møller ikke anfægtet processen, der gav VM til saudierne, og officielt taget afstand fra at give VM til et land, der nok oplever små forbedringer, men hvor listen over menneskerettighedskrænkelser ifølge det amerikanske udenrigsministerium er alenlang? Fra regeringsstyret tortur og drab til forbud mod homoseksualitet.

Hvorfor har Jesper Møller ikke brugt sin platform til at tale om Fifa’s egne vedtægter og menneskerettigheder? Om fodboldens interesser? Hvorfor har han tiet? Og nu samtykket?

Det er uendelig trist, at det smukke spil styres af organisationer, desværre også DBU, der bruger deres magt så forkert.

Sarah Skarum

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her