Leder afChristian Jensen

Ansvarshavende chefredaktør

Statsministeren holdt stærk tale om verdens alvor.

Mette Frederiksens analyse er prisværdigt præcis

Lyt til artiklen

Rusland truer. Nordkorea truer. Iran truer. Trump truer. Der er trusler her, der og alle vegne.

Mette Frederiksen ser dem alle, og hun bruger dem hver især som byggesten til porten til det herrens – eller, forstår man, fandens – år 2025.

I statsministerens nytårstale var der ikke mange sprækker af lys i det totale mørke, som Mette Frederiksen ser Danmark og den vestlige verden bevæge sig stadig dybere ind i. For ligesom at sætte stemningen indledte Mette Frederiksen med at trække en linje direkte fra Anden Verdenskrigs apokalypse og frem til det 2025, der markerer 80-året for Danmarks befrielse.

»Europa er mere udfordret, end vi har været siden de fem forbandede år. Og når Europa er presset, er Danmark det også«, sagde statsministeren.

Hvis der ikke var trusler nok i den store verden, så er vores eget hus – det europæiske – også i gang med at slå alvorlige revner i fundament og murværk. Europa står tilbage som den undergangstruede Olymp i det gamle Athen, fordi vi som kontinent sakker bagud teknologisk, økonomisk og militært.

»En verden, hvor Europa risikerer at sakke bagud. Man siger lidt populært, at USA innoverer. Kina kopierer. Og EU regulerer. Det må vi få lavet om. (...) Vi må gentænke den europæiske økonomi«, fastslog statsministeren, der åbnede for både fælles EU-gæld og øget statsstøtte.

Det er statsministerens opgave at aflevere sit mest realistiske billede af verdens sande tilstand. Mette Frederiksens analyse er prisværdigt præcis. Men det er også en statsministers opgave at anvise en vej, når mørket sænker sig. På den konto leverede Mette Frederiksen heldigvis mere optimisme og kampgejst end længe.

»Men holder vi fast i vores værdier, så er vores fundament stærkt. Tillid. Forpligtende fællesskaber. Humor og samarbejde. Og et par mere: handlekraft og selvfølgelig vores velfærdssamfund«, sagde hun.

Tak for det, Mette Frederiksen Men skal man tro statsministerens stærke – og alvorstunge – nytårstale, er der dog primært én god ting at sige 2025:

Det kan næsten kun overraske positivt.

Christian Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her