De menneskelige lidelser synes lige så endeløse som køerne af illegale immigrante, der med nedbøjede hoveder står opmarcheret ved den mexicanske grænse.
I sin indsættelsestale proklamerede Donald Trump den største massedeportation af illegale immigranter i USA’s historie. Det er nu i fuld gang. Militæret er sat ind med 1.500 soldater, og den nationale nødretstilstand råder ved grænsen. Torsdag var der foreløbig anholdt 538 illegale migranter. Hundredvis af dem er allerede deporteret.
»Den største deportationsoperation i historien er godt i gang. Løfter afgivet. Løfter holdt«, skrev pressesekretær i Det Hvide Hus, Karoline Leavitt, med stolthed.
For en nation, der har skrevet basale menneskerettigheder ind i sin forfatning, er det grusomme billeder, vi ser. For en nation, der er bygget på immigranter, er det symbolet på et USA, det er vanskeligt at genkende. For en nation, der kalder sig en retsstat, er det afslørende billeder, som kræver øjeblikkelig handling.
For nok er Donald Trump blevet en meget magtfuld præsident med flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet samt en republikansk domineret højesteret. Men han er dog ikke – som New Jerseys statsadvokat, Matthew J. Platkin, forleden sagde til The New York Times – blevet indsat som enevældig konge af USA.
Selv om Donald Trump har vist åbenlys foragt for demokratiet ved at benåde den hob af opviglere, der gik til kamp mod Kongressen 6. januar 2021, er USA dog stadig en retsstat.
Og en velfungerende retsstat stopper selv den mest magtfulde og despotiske præsident, hvis vedkommende går uden for lovens rammer. Det er akkurat, hvad Donald Trump i disse dage gør med sin tordenoperation af en massedeportation.
Et sjældent lyspunkt fra USA er det derfor, at statsadvokater fra 22 delstater har valgt at sagsøge Donald Trump, fordi han nægter at ville give amerikansk statsborgerskab til børn født af migranter uden opholdstilladelse. Det er en klar krænkelse af det 14. tillæg til forfatningen, som sikrer alle, der fødes i USA, et statsborgerskab. Hvorfor? Fordi migranter historisk har skabt og befolket USA, og derfor skal ingen være statsløse.
Selv om retsopgøret mod Donald Trumps massedeportationer og kamp mod migranter kan blive lang, så er det den eneste vej til at sikre, at USA vedbliver at være en retsstat. Også efter Donald Trump.
fortsæt med at læse
»Præsidenten har magt, men han er ikke konge«
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.