Leder afChristian Jensen

Ansvarshavende chefredaktør

Hasteaftale om Arktis løser ikke problemet.

Danmark har nærmest selv bedt om latterliggørelsen i Arktis

Lyt til artiklen

For en gangs skyld var Donald Trumps mobberi ikke helt ude på absurditetens overdrev.

»De indsatte to hundeslæder for to uger siden, og de troede, at det var beskyttelse«, lød hans spydige bemærkning forleden.

Faktisk har Danmark nærmest selv bedt om latterliggørelsen. Det komiske potentiale har i hvert fald været betydeligt, når det handler om at forsvare Arktis og Nordatlanten. Inspektionsskibene er udtjente, og forsvaret har aldrig anskaffet de droner, der blev besluttet allerede i 2021. Skandale på skandale.

Selv om det er prisværdigt, at et flertal i Folketinget mandag aften præsenterede en ny Arktis-aftale på knap 15 mia. kr., så retter det langtfra op på fortidens ubrudte række af fejl og forsømmelser.

Ja, det er godt, at Danmark langt om længe investerer i tre nye inspektionsskibe. Ja, det er godt, at Danmark nu endelig investerer i flere droner. Og ja, det er faktisk godt, at Danmark indsætter to ekstra slædehold til Sirius-patruljens vigtige arbejde.

Men det hele har meget lange udsigter. Før inspektionsskibene er klar til påmønstring, kan der gå fem år eller mere. Og det vel at mærke, hvis forsvaret ikke rammes af endnu en af de skandaler, der efterhånden er mere reglen end undtagelsen. Hvor galt gik det ikke, da Danmark for få år siden skulle indkøbe nyt artilleri for milliarder? Den skandale er endnu i gang med at blive udredt.

Troels Lund Poulsen har netop engageret et ekspertpanel, der skal sikre, at forsvaret ikke endnu engang skyder sig selv i foden. Man må håbe, at eksperterne viser deres værd, men sandheden er, at Danmark umuligt alene kan gå op imod Donald Trump.

Regeringen gør derfor det rigtige ved at knytte alliancernes bånd i både Norden, EU og Nato. Betryggende er det, at statsministrene i Norge og Sverige og Finlands præsident under en middag søndag erklærede fuld opbakning til Danmark. Betryggende er det, at EU vil svare igen i en mulig handelskrig. Og betryggende er det, Nato har sagt, at de vil bidrage til beredskabet i Arktis.

Rigsfællesskabet får brug for al den støtte, vi kan få. Både politisk, mentalt og militært.

Christian Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her