Mange børn hader at læse. De gider ikke, og selv om de lokkes eller ligefrem belønnes, orker de ikke ord på papir, viser Politikens serie ’Læsehad’ om unge læseres manglende læselyst.
Godt står det heller ikke til på gymnasierne. En lærer på Silkeborg Gymnasium fortæller, hvordan læseevnerne formindskes drastisk i disse år, også hos de bogligt stærke elever. For 10 år siden tog hun Kingos salmer ud af pensum. Henrik Pontoppidans ’Ørneflugt’ forstår eleverne nu kun læst højt. Mange elever får ikke læst en hel roman, selv om den er nøje udvalgt, og de har et år til det.
Reportagen er ikke nødvendigvis repræsentativ, det behøver ikke at stå så grelt til i alle gymnasieklasser. Men tendensen er bekymrende.
At den enkelte ikke læser skønlitteratur, er et personligt valg. Passionerede læsere kan mene, at ikkelæsende går glip af store oplevelser, mister et privat og algoritmefrit rum og muligheden for at sætte sig i andres sted. Der var formentlig også grædekoner, der jamrede, da man gik fra papyrus og stentavler og talte om tidernes forfald og overfladiskhed.
Men orker kommende generationer generelt ikke at læse, går læsehadet fra at være et personligt anliggende til at være et samfundsproblem.
Det kan have uoverskuelige konsekvenser. At læse kræver koncentration. Har man ikke opøvet den, bliver det svært, måske umuligt, at få adgang til den viden, generationer før os har indsamlet – og nedskrevet. De, der skriver alt for meget med meget småt, vil få alt for nemme kår. Ingen kan holde de magtfulde i ørerne, hvis man ikke orker at læse bilag og beslutningsreferater.
Opmærksomhed er et aktiv. Kan man fange og fastholde folks opmærksomhed, kan man styre dem. Viden er magt, men viden kræver koncentration – og læsning.
Det er en stor, men vigtig opgave at sikre, at læsehadet mindskes. Ikke kun for forældre og lærere, men for hele samfundet. Der er meget mere end blot hyggelæsning på spil.
fortsæt med at læse
