I mange år var der kun ulve i vores fantasi her i Danmark, og de var store og stygge. Nu er de her i virkeligheden. Omkring 40 i alt.
»Abrikostræerne findes«, skrev Inger Christensen.
Ulvene findes, kan vi nu tilføje. Altså ikke så vældig mange og kun i Jylland.
Men Jeppe Bruus (S), der er den ansvarlige minister for ulve, vil have dem skræmt væk ud af landet, og Anders Kronborg (S), politiker i det sydjyske, vil have fordelt ulvene til hele landet.
»Hvis der gik ulve rundt ved Frederiksberg Runddel, tror jeg, der ville ske handling omgående. Når vi ser glubske ulve gå rundt i et boligkvarter, er vi nødt til at tage det seriøst«, siger Kronborg til TV 2 Kosmopol.
Ulvene er kommet fra Polen og Tyskland via skove hele vejen til lille Danmark, hvor man slet ikke skulle tro, at de ville finde sig til rette. Vores urbaniserede og tæmmede produktionsland med alle vejene, bilerne, lufthavnene, bycentrene, boligblokkene og gylletankene, som verdens mest invasive art, mennesket, har plastret alt til med. Hvad vil det udskammede vilddyr dog her?
Møder man en ulv, er det altså billederne i ens hoved, man skal bekæmpe, ikke ulven, som Kerstins Ekmans pointe også er det i romanen ’Ulvespring’ om ulvejægere med dårlig samvittighed.
Eksperterne forklarer uden at romantisere, at ulvene skam ikke er farlige for mennesker. De lever primært af hjorte og små gnavere. Ulven er sky, og det bedste man kan gøre, hvis man er utryg, er at skræmme den væk ved at fægte med armene, råbe eller kaste en pind efter den, lyder de gode råd. For dem, der holder får, er ulven forståeligt nok ikke et rart dyr, men det må kunne løses praktisk. Møder man en ulv, er det billederne i ens hoved, man skal bekæmpe, ikke ulven. Det er netop pointen i Kerstin Ekmans roman ’Ulvespring’ om ulvejægere med dårlig samvittighed.
Vi mennesker beslutter grønne treparter og ønsker genforvildning af naturen, mere skov og liv i de døde fjorde, men altid kun på visse vilkår, og de har som regel at gøre med rentabilitet.
Man skal som bekendt passe på med at råbe »ulven kommer«, men ulvens genindvandring til Danmark er udtryk for en virkelighed, vi er nødt til at tilpasse os, og Kronborg har en pointe. Så kom bare med de ulve.
fortsæt med at læse
»Jeg går ikke og er ængstelig, men jeg har heller ikke mødt en ulv på 50 meters afstand inde i byen«
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.