Der var engang en teateranmelder på Politiken, der i sit årtier lange virke ikke brugte ordet ’jeg’ en eneste gang i sine anmeldelser. Den pågældende trak, som anmeldere altid gør det, på sin persons inderste fornemmelse for tilværelsen, men relaterede ikke sit private liv til sine smagsdomme.

I dag er en anmelder på godt og ondt underlagt nogle succeskriterier, som er helt anderledes end dem, der herskede, dengang anmelderens person var mere usynlig, mens egoet sagtens kunne være stort. Præcis det er kernen i den vigtige debat om anmelderi, som begyndte, efter at Politikens teateranmelder ærligt lagde sin egen situation som fraskilt far frem i sin anmeldelse af forestillingen ’Eks’ om det moderne parforholds trakasserier på Det Kongelige Teater. Han kaldte stykket bedaget og fik selv kritik for at være for privat.