Donald Trump er en bølle. Og som alle, der har været i konflikt med sådan en ved, er der kun en vej: At stå sammen og kæmpe og dermed gennemhulle den brynje af usårlighed, som er bøllens stærkeste våben. Den erkendelse er endelig ved at sprede sig både internt i USA og rundt om i verden.
Lørdag var der mere end et tusind demonstrationer mod Donald Trump og hans regeringsførelse i USA. Der var demonstrationer i alle 50 delstater og stort set alle større byer. Det anslås, at mere end en halv million mennesker deltog. Den største hidtidige manifestation af befolkningsmæssig modstand mod Trumps politik og hans angreb på magtens tredeling og amerikanernes basale frihedsrettigheder.
Nu gør en svale ingen sommer, og Trump ignorerede da også protesterne fra en golfbane i Florida. Men forhåbentlig er demonstrationerne kun begyndelsen. På mange fronter både internt og eksternt er modstanden mod Trumps politik hastigt stigende. Børserne har talt deres tydelige sprog om hans såkaldte ’Liberation Day’ og indførelsen af toldsatser mod stort set hele verden. De er styrtdykket med tab på næsten 10 procent i USA, betydeligt mere end i resten af verden. Trumps meningsmålinger er dalende, hundredvis af advokatkontorer har underskrevet støtteerklæringer til de firmaer, som han har sanktioneret.
Efter en forståelig chokfase er også omverdenen ved at kalde til protest mod Trump. Den nye canadiske premierminister, Mark Carney, viste vejen, da han forleden åbent erklærede, at det gamle forhold til USA er slut, og at Canada vil svare igen på Trumps toldkrig med toldsatser designet til at gøre maksimalt ondt på amerikanerne. Også vores egen statsminister Mette Frederiksen har endelig skærpet tonen og gjort det klart, at Trumps gentagne krav om at overtage Grønland er fuldkommen uacceptable.
Sådan skal det være. Jo mere man bøjer nakken for bøller som Trump og hans brutale vicepræsident JD Vance, jo værre bliver det. De forstår kun magt. I de første 75 dage har Trump haft for let spil. Men nu er USA og omverdenen endelig vågnet op og har taget kampen op. Meget mere af det.
fortsæt med at læse
Donald Trump møder massiv modstand i form af kreative protester i Washington, D.C., og resten af USA
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.