Det er let at gøre sig lystig over den socialdemokratiske overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theils forslag forleden om, at daginstitutioner skal hente og bringe ungerne på ladcykel. Ikke bare bor langt de fleste børn i København mindre end en kilometer fra deres institutioner, planen virker også noget verdensfjern i en tid, hvor der er mangel på varme hænder og pædagoger.
Var det bare en enlig svale, kunne man trække på skuldrene og se det som endnu et eksempel på en overborgmesterkampagne, der synes kørt fuldkommen af sporet. Men desværre afspejler det noget mere grundlæggende. Fraværet af store planer og visioner for Københavns fremtid.
Der er kommunevalg om godt et halvt år, men hvor er tankerne og debatterne om, hvad København på de store linjer skal satse på? Enhedslistens overborgmesterkandidat, Line Barfod, taler meget om at nedbringe antallet af biler i byen – uagtet at flere og flere københavnere faktisk ejer en bil, og at det næppe er vejen frem bare at henvise dem til at parkere i nabokommunerne.
Flere ladcykler med børn og færre forurenende biler er naturligvis fint nok at drømme om, men helt ærligt. Det er årtier siden, at havnen blev ren, og København forvandlet til en badeby. Lynetteholm skrider støt fremad, så der er nogenlunde styr på den overordnede havmæssige klimasikring.
Men hvad er det næste store projekt for København? Hvordan sikrer vi, at hovedstaden forbliver et økonomisk vækstcenter, hvordan skal byen markere og forsvare sin position internationalt i den kommende tid? Det nytter ikke noget at hvile på laurbærrene og glæde sig over, at København boomer. Udviklingen kan hurtigt vende, det viser historien med al tydelighed. Skal en storby trives og udvikles, skal der hele tiden tænkes nyt, stort og ambitiøst. Det gjorde man med metroen, det gjorde man med omdannelsen af havnen og med Lynetteholm.
Hvad er næste store drøm? Kommunale ladcykler og nedlagte p-pladser er for fattige visioner. København fortjener mere politisk debat og mange flere store visioner.
fortsæt med at læse
