Leder afSarah Skarum

Journalist

Brug af ai-billeder må reguleres.

Trump demonstrerer, hvordan manipulerede billeder kan bruges

Lyt til artiklen

Karl Marx på shoppingtur. Mette Frederiksen, der spiser en hotdog sammen med Donald Trump. Med nye billedredskaber i ChatGPT sætter kun fantasien grænser for, hvilke falske billeder der kan genereres. Teknologien er nu så god, at mennesker har svært ved at se, hvad der er falsk.

Det er ifølge eksperter dybt alvorligt for vores fælles opfattelse af virkeligheden og den demokratiske samtale. Det er også en gave til kriminelle, svindlere og ondsindede aktører, der vil sprede mistillid, destabilisere samfund eller undergrave andres anseelse.

Det sker allerede. Ekstra Bladet har haft et AI-billede af Lars Løkke med guldkæde og omvendt kasket på forsiden. På X viste Donald Trump i påsken et billede af den deporterede Kilmar Abrego Garcias knoer, hvor der tilsyneladende er tatoveret bandenavnet MS-13. Men nogle hævder, billedet er ændret, tallene er tilføjet.

Vi kan ikke længere stole på, hvad vi ser. Vil man ikke manipuleres, må man nu møde ethvert billede med skepsis: Kan det nu passe?

Men den skepsis kommer med en høj pris.

Vinderen af World Press Photo, som i sidste uge blev offentliggjort, blev taget af Samar Abu Elouf og er et portræt af den niårige palæstinensiske dreng Mahmoud Ajjour, som mistede begge arme under et israelsk angreb på Gaza.

Det er ubærligt at se på billedet, men også umuligt at glemme efter bare et øjeblik. Det billede gør, hvad gode billeder gør: sprætter os op og rammer os i vores dybeste medmenneskelighed. Se, hvad krig gør ved mennesker. Se, hvad vi gør ved hinanden. Billeder påvirker os på et dybere plan.

Derfor er det så vigtigt, at brug af ai-billeder reguleres. Techgiganterne er lige så ligeglade med risikoen for misbrug af billeder, som de er med fake news og falske profiler. De tager ikke ansvar frivilligt, men må reguleres i EU. Klassiske medier bør nøje overveje, om der skal bringes AI-genererede billeder, og børn som voksne må lære, hvordan man er kildekritisk over for billeder.

Et billede siger mere end tusind ord. Vi skal stole på, at det siger sandheden.

Sarah Skarum

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her