Leder afMads Zacho Teglskov

Satireredaktør

Influencersag er ikke det store velfærdssvigt.

Blev du vred på Wichmand? Her er noget, der for alvor burde forarge dig

Lyt til artiklen

Tre kvarter tog det for influencer Cathrine Wichmand og en kommunal sagsbehandler at søge om støtte til ansættelse af en assistent. 15 timers hjælp om ugen til de administrative opgaver, den adhd-diagnosticerede iværksætter bliver udmattet af og derfor opfylder kravene til at modtage hjælp fra det offentlige til at få løst.

Det hører til sjældenhederne, at kommunale rutineopgaver omtales i pressen, men denne ydelse har vakt forargelse, fordi Wichmand har professionel medgang, en udmærket indtjening og en misundelsesværdig bolig. Det har både kommunalpolitikere og meningsdannere haft svært ved at få til at stemme overens med Wichmands ønske om hjælp fra fællesskabet.

»De, der har det sværest, skal vi selvfølgelig prioritere højest. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at vi samtidigt som samfund skulle betale personlige assistenter til velstillede iværksættere«, mente kommunalbestyrelsesmedlem Anders Storgaard (K).

Logikken har akut brug for hjælp, når et menneskes succes bruges som et argument for at afvise vedkommendes behov for hjælp til at håndtere en sygdom. Og helt pinligt er det at høre den pludseligt opståede, rørende omsorg for »de svageste«.

Skulle det hensyn være dybfølt, ville vi stadig i dag kunne høre ekkoet fra det forargelsens skrig, der burde være lydt for et år siden, da FN’s Handikapkomité dumpede Danmark på handikapområdet og kritiserede, at det er tilfældigt, hvilken hjælp man kan få tildelt fra en kommune til en anden. Det burde ikke være til at sparke sig frem for behjertede politikere, som vil skose Ankestyrelsens skyhøje antal omgørelser på handikapområdet.

Wichmand-sagen er endnu et bevis på, at velfærdsstaten stadig hjælper alle med behov. Men den viser desværre også, at adgangen til hjælpen ikke er ens for alle. Her er det en fordel, hvis du i forvejen har ressourcerne til at kende og kræve din ret. Eller har en diagnose, som forstås og prioriteres i systemet. Det er det, der fortjener vores forargelse.

Mads Zacho Teglskov

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her