Tysk selvforståelse har i årtier balanceret mellem europæisk ansvar og historisk forsigtighed. Den tidligere konservative kansler Angela Merkel blev længe set som indbegrebet af denne balancegang: rolig, tålmodig og klinisk magtudøvende. Socialdemokratiske Olaf Scholz forsøgte at videreføre stilen, men blev mødt af en virkelighed, hvor forsigtighed ikke længere blev opfattet som styrke, men som handlingslammelse.
Friedrich Merz, som formelt bliver kansler tirsdag, lover en ny tid ved at bryde med denne tradition. Han repræsenterer et mere aktivt lederskab og taler åbent om pligt og handlekraft. Hvor Merkel nedtonede konflikter, og Scholz tøvede, farer den konservative Merz frem. For nogle vækker det ubehagelige minder, for andre en tiltrængt afklaring.
Hans første handlinger har dog allerede skabt bekymring. Under valgkampen brød Friedrich Merz og hans kristendemokratiske parti CDU et historisk tabu ved at vedtage en ikke-bindende lovbestemmelse på migrationsområdet med støtte fra Alternative für Deutschland. Senere gennemførte Merz, sammen med SPD og De Grønne, en reform af den udskældte gældsbremse, uden at involvere parlamentets nye flertal.
Kritikken lyder derfor nu, at han hverken moralsk eller strategisk forstår sig tilstrækkeligt på de demokratiske spilleregler.
Men Merz’ opgør med tysk tøven kommer ingenlunde ud af det blå. Det tyske samfund er i store træk teknologisk og økonomisk forældet, og socialt er det splittet som næsten aldrig før. Samtidig viser Europas sikkerhed sig truet. Derfor er en ny erkendelse også ved at sive ind: Flere tyskere mener, det er tid til, at landet tager et større ansvar og gør op med efterkrigstidens selvpålagte begrænsninger. Spørgsmålet er blot, om landet kan lede Europa uden at dominere det – og genopfinde sig selv uden at undertrykke sine naboer, som det skete med Grækenland under eurokrisen.
Måske er tiden derfor endelig kommet til, at tysk identitet ikke kun defineres negativt – som ikke-nazistisk, ikke-nationalistisk, ikke-styrende – men som et positivt ansvar, båret af ambitioner snarere end skyld.
Men Europas erfaringer med store lande, der forsøger at ’finde sig selv’, er mildest talt blandede. Jo stærkere et land insisterer på sin egen identitet, desto mindre opmærksom bliver det på naboernes frygt. Og paradokset består: Europa har brug for tysk lederskab, men kun, hvis det også forbliver præget af tvivl.
Friedrich Merz har givet Tyskland en ny stemme. Nu må han vise, at han også kan lytte.
Rettelse (06.05.25): I en tidligere version fremgik det, at Friedrich Merz’ kristendemokratiske parti CDU havde fået ’migrationslovgivning’ vedtaget med støtte fra Alternative für Deutschland. Der var helt præcist tale om en ikke-bindende lovbestemmelse på migrationsområdet, en forordning (ein Antrag).
fortsæt med at læse
