Leder afMarcus Rubin

Kronikredaktør

At lukke ICC-anklagerens e-mail er helt skandaløst.

Sanktionerne mod ICC bør virkelig få alarmklokkerne til at ringe

Lyt til artiklen

For de fleste brugere er Outlook og andre af Microsofts digitale tjenester formentlig noget nær det mindst politisk interessante eller sprængfarlige på kloden. Men efter at Donald Trump igen er kommet til magten i USA, er alt forandret, og selv så kedsommelige og hverdagsagtige ting som e-mail-tjenester blevet et politisk redskab og pressionsmiddel.

Tidligere på ugen kom det således frem, at Microsoft har afskåret Karim Khan, chefanklageren for Den Internationale Straffedomstol (ICC), adgangen til hans e-mail. Det sker som led i de sanktioner, Trump har pålagt Khan, efter at ICC udstedte en arrestordre mod Israels ministerpræsident, Benjamin Netanyahu. At sanktionere ICC-ansatte for at gøre deres arbejde og forsøge at opretholde en international retsorden er bizart. Men at Microsoft bøjer sig for presset, er skræmmende og bekymrende.

Store dele af den offentlige digitale infrastruktur i Europa er som Khans e-mail betroet amerikanske techvirksomheder. Når chefanklageren ved en international domstol kan rammes, hvem er så egentlig sikker mod USA’s uforudsigelige præsident?

Det bør man tænke over i Danmark, der er et af verdens mest digitaliserede samfund. Trods vores årtier lange loyalitet over for USA arbejder Trump åbent for at undergrave rigsfællesskabet og få kontrol over Grønland. At Trump vil bruge techfirmaerne som pression mod Danmark, kan ikke udelukkes, og som Khan-sagen viser, kan man trods forsikringer fra Microsoft om det modsatte ikke stole på, at techfirmaerne ikke bøjer sig for Trump.

Så meget desto mere haster det med at få løsrevet os fra afhængigheden af amerikanske techgiganter. Let er det ikke – også denne avis bruger Microsoft – men når det gælder kritisk digital infrastruktur såsom de store amerikanske cloudtjenester, kan det kun gå for langsomt. Så sent som i marts bandt Finansministeriet sig i yderligere fem år til Microsoft. Det var måske uundgåeligt, men sanktionerne mod ICC bør virkelig få alarmklokkerne til at ringe overalt i det offentlige. Afhængigheden af amerikansk tech har varet alt for længe. Nu må navlestrengen kappes.

Marcus Rubin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her