Statsminister Mette Frederiksen blev studs, da det store tyske magasin Der Spiegel forleden interviewede hende og i den forbindelse spurgte, om hendes hårde retorik mod migranter var noget, hun gjorde for at føje USA’s vicepræsident, JD Vance. »Den, der siger sådan noget, fornærmer mig. Jeg har sagt det samme i ti år om migration«, sagde statsministeren. Hvilket er helt rigtigt.
Men når statsministeren blev provokeret, skyldes det måske alligevel, at spørgsmålet ramte en nerve. For det er jo tankevækkende, at den socialdemokratiske danske statsminister efter Der Spiegels mening lyder som et ekko af den ekstremt højreorienterede amerikanske vicepræsident. Ligesom det er påfaldende, at Mette Frederiksens foretrukne europæiske samarbejdspartner udi migration er den stærkt højreorienterede Giorgia Melonis regering i Italien. Og ligesom det er sigende, at Danmark drømmer om at oprette et asylcenter i det stærkt autokratiske Rwanda.
For nogle er dette blot udtryk for, at Socialdemokratiet i de senere år har lyttet til folket og befolkningsflertallets modvilje mod ukontrolleret migration. Og det er ikke forkert. Den hårde udlændingepolitik er helt åbenbart en afgørende grund til, at Socialdemokratiet står så stærkt i Danmark – i skarp modsætning til mange af dets europæiske søsterpartier, der er i dyb krise. Migration er indiskutabelt en uhyre vigtig politisk opgave, som skal løses. Det gjorde Mette Frederiksen klart, at hun forstod, da hun blev formand for små ti år siden, og det har hun igen og igen demonstreret i handling.
Men før eller siden bør Socialdemokratiet alligevel spørge sig selv, om det ikke efterhånden er gået for vidt. Om ikke strammerkursen er blevet et mål i sig selv, uanset hvor meget styr der er kommet på migrationen. Om operationen lykkes, men patienten – det humanistiske, internationalt solidariske Socialdemokrati – døde undervejs. Måske var det derfor, at Mette Frederiksen blev spids i mælet over for Der Spiegel. Fordi de havde en pointe.
fortsæt med at læse
