Leder afChristian Johannes Idskov

Debatredaktør

Drop skærmen og nyd festivaløjeblikket.

Læg telefonen væk. Fællesskabets varme er vigtigere end digitale minder

Lyt til artiklen

Det er festivaltid i Danmark. Igen blafrer teltene i vinden, igen høres latter og skæve akkorder fra scener og camps, og igen står unge og gamle side om side i solskin, mudder og regn og håber på en uforglemmelig sommer.

Om lidt træder tusinder af mennesker ud af hverdagen og ind i et midlertidigt samfund. Festivalen er der, hvor musikken giver døgnet rytme, og hvor noget utroligt dyrebart genopstår: følelsen af at høre til blandt andre.

Festivaler handler selvfølgelig om musik. Men de handler i lige så høj grad om fællesskab. Det er den mirakuløse tid, hvor sociale bånd etableres, og hvor man kan give sig hen til fællesskabet på en måde, man aldrig helt glemmer.

Alligevel ser man dem overalt: skærmene. Den evige trang til at dokumentere. Til at filme og tage billeder under koncerten i stedet for at være til stede i den. Til at sende, dele, vise – snarere end at mærke, lytte, opleve.

En festival er en sjælden mulighed for at træde ud af det digitale vaneliv og ind i noget analogt og ægte. Her kan man møde hinanden i øjenhøjde, drikke morgenkaffe i solen med en fremmed, grine sammen over nattens tåbeligheder og danse for bare at give sig hen.

Men som en række artister kunne beretter her i avisen lørdag, er det ved at gå over gevind: Folk er efterhånden så optaget af deres telefoner, af at storsludre under koncerter, at de glemmer det store fællesskab – det man på Roskilde kalder ’The Orange Feeling’.

Som Anna David siger: »Man kan jo se publikum og kan se i deres øjne, når de gør sig sårbare. Det er dér, det giver mening at lave musik, og det er jo også et fællesskab, som musikken kan skabe, og som ikke nødvendigvis findes andre steder«.

Så måske skal vi – i hvert fald i disse uger – øve os i at lægge telefonen væk. Lade batteriet løbe tør og tænke på nuet. I bund og grund er der langt mere brug for fællesskabets varme end for endnu en sløret video af en koncert, vi aldrig helt oplevede.

Så lad telefonen blive oftere i lommen – og nyd øjeblikket. God festival!

Christian Johannes Idskov

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her