Leder afChristian Jensen

Ansvarshavende chefredaktør

Israels angreb på den frie presse må stoppes.

Hvis Mette Frederiksen også lader disse overgreb passere upåagtet, er hendes tavshed også et svar

Lyt til artiklen

Man tror det næppe muligt. Findes der en nedre grænse for basal humanisme, som Israel ikke allerede har overskredet i krigen i Gaza? Nej, alle menneskelige lidelser synes efterhånden at være gjort til våben i Israels kyniske og disproportionale krig i Gaza. Sult, angreb på hospitaler og skoler, drab på børn i ubegribelige tusindtal.

Et andet – og mindre belyst – svigt handler om jagten og drabene på de øjenvidner, der ser det hele ske, og som fortæller omverdenen om, hvad der reelt foregår i den gengældelseskrig, Israel indledte efter Hamas grusomme terrorangreb og gidseltagning 7. oktober 2023.

Mindst 186 journalister er ifølge en opgørelse fra Committee to Protect Journalists allerede blevet dræbt i Gaza, hvilket ifølge det amerikanske Brown University’s Watson Institute er flere, end der mistede livet i nogle af de største krige i verdenshistorien. Fra Den Amerikanske Borgerkrig til 1. og 2. Verdenskrig. Tilsammen.

Mandag blev journalist Anas al-Sharif fra det arabiske tv-station Al Jazeera det seneste offer i et israelsk luftangreb i Gaza By, hvor seks andre blev revet med i døden. Anas al-Sharif blev 28 år.

Israel forsøger at legitimere drabet med beskyldninger om, at Anas al-Sharif skulle være Hamas-leder. Foreløbig har dokumentationen dog været alt andet end overbevisende. Med drabet på Anas al-Sharif og andre journalister angriber Israel det, Benjamin Netanyahu hævder adskiller Israel fra deres modstandere: Den demokratiske retsstat og den frie presse.

Fra krigens begyndelse har det været skandaløst, at Israel har nægtet udenlandske journalister adgang til Gaza. Derfor har krigshandlingerne og lidelserne i Gaza været alt for vanskelige at dække for den internationale presse. Det har hele tiden været skændigt, men med de tiltagende drab på Gaza-krigens øjenvidner må vi nu som omverden sige stop!

Det har længe været ubegribeligt, at den danske regering ikke langt klarere har sagt fra over for Israel.

»Jeg er ked af det. Jeg er meget bedrøvet over det«, udtalte den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Mogens Lykketoft her i avisen forleden i en kommentar til den danske regerings fodslæbende linje. Disse ord kan vi fra denne plads kun istemme og tilføje: Med den intensiverede jagt og drab på de få journalister, der arbejder fra Gaza, så forbryder Israel sig mod alle de principper og den retsorden, Benjamin Netanyahu forløjet forsøger at kalde krigen i Gaza et forsvar for.

Kære Mette Frederiksen: Som formand for EU og som minister for pressen ville det ikke alene klæde dig at samle de europæiske lande i en fælles protest mod Israels drab på journalister. Det er et moralsk imperativ. Hvis du også lader disse overgreb på den frie presse passere upåagtet, så er din tavshed også et svar.

Christian Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her