»Først pisser de på os, og bagefter siger de, vi lugter«.
Nej, det er ikke det danske sprogs mest smagfulde udtryk, men få ord dækker bedre regeringens grove svigt af borgere på kontanthjælp.
Forleden kunne denne avis fortælle den groteske historie om en 34-årig mand på kontanthjælp, der blev pillet af ventelisten til at få anvist en bolig af Københavns Kommune, fordi han ikke længere skønnes at være i stand til at betale sin husleje.
Hvorfor? Fordi den 34-åriges kontanthjælp i lighed med tusindvis af andre udsatte borgeres er blevet reduceret som en konsekvens af den reform af kontanthjælpen, som SVM-regeringen helt ubegribeligt har valgt at gennemføre.
Alene historien om den 34-årige burde få enhver regering med et menneskeligt ansigt til at stoppe op og spørge sig selv: Var det virkelig meningen med vores reform? At presse de i forvejen allersvageste borgere ud over kanten ved at tage håbet om en bolig fra dem. Var pointen med velfærdssamfundet ikke det stik modsatte: At redde udsatte borgere med et socialt sikkerhedsnet i stedet for at klippe hullerne i det større.
Men galskaben stopper ikke her. Hvem husker ikke historien om kvinden, der mistede kontanthjælpen, fordi hun som barn havde boet i udlandet med sine forældre.
Hvorfor? Fordi regeringen med sin reform ønsker at ramme en gruppe af flygtninge og indvandrere, der ikke er på arbejdsmarkedet. Målet med reformen er at få flere i arbejde. Det er hæderværdigt. Men metoderne og konsekvenserne er godt i gang med at gøre Danmark til et velfærdssamfund, det bliver stadig mere vanskeligt at genkende.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) udtalte forleden her i avisen, at hun anerkender »bekymringerne« og vil »lytte til« dem.
Nej, Ane Halsboe-Jørgensen: Der er ikke brug for, at du bruger din tid på at lytte. Der er brug for, at du griber ind og får det stoppet. Med det samme.
fortsæt med at læse
