Leder afChristian Jensen

Ansvarshavende chefredaktør

Spiralsag skal føre til forsoningskommission.

Hvad kan de grønlandske kvinder bruge en undskyldning til? Det er jo bare et ord

Lyt til artiklen

Endelig en følelse af retfærdighed. Det var rørende at se, hvordan de grønlandske ofre for den grusomme spiralsag i denne uge med årtiers smertefuld forsinkelse kunne opleve en moralsk oprejsning, da Mette Frederiksen rejste til Nuuk for at give en uforbeholden undskyldning på vegne af Danmark.

Det er skændigt, at Danmark påtvang værgeløse grønlandske kvinder at få sat en spiral op imod deres vilje. Og det er mindst ligeså skændigt, at Danmark først i 2025 officielt – og efter en sønderlemmende undersøgelse – har vedstået sig sit ansvar.

Men hvad kan de grønlandske kvinder bruge en undskyldning til? Det er jo bare et ord, hvor oprigtigt og medfølende Mette Frederiksen end formulerede dem. Mange af de grønlandske ofres liv blev jo ødelagt for altid.

En af de grønlandske kvinder udtalte til DR, at hun kunne mærke retfærdighed på vegne af den 13-årige pige, hun var, da hun fik tvangsopsat en spiral. Men i dag kan hun ikke bruge undskyldningen til ret meget. Hun fik fjernet det meste af sit underliv på grund af spiralen. Så når hendes jævnaldrende strikker tøj til deres børnebørn, strikker hun karklude, som hun fortalte.

Det udsagn viser, at en undskyldning ikke er nok. Det er indlysende rigtigt, at regeringen vil lave en forsoningsfond, som skal give godtgørelse til grønlændere, der er behandlet uretmæssigt. Men hvis den forfærdelige spiralskandale skal føre fremtidens lys med sig, bør den danne bro til en permanent sandheds- og forsoningskommission.

For det første skal der kontinuerligt kastes lys på fortidens koloniale skygger og drages reelle konsekvenser, der løfter sig over ordet undskyld. For det andet skal en kommission – gerne efter canadisk forbillede – løbende sikre, at vi holder fast i forsoningens vanskelige vej. I så fald vil Mette Frederiksens undskyldning ikke alene rette sig mod fortidens synder. Den kan bane vejen for, at grønlændere i fremtiden vil opleve, hvad de har krav på: ligeværdighed i Rigsfællesskabet.

Christian Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her