Skolevægring er voldsomt, for barnet, men også for de forældre, der forsøger at holde barnet oppe og få arbejdslivet til at hænge sammen – og for søskende, der står i skyggen af det skolevægrende barn.
Det viser DR-dokumentaren ’Skolens tabte børn’, hvor journalist Jens Langhorn og hans hustru Louise filmer deres familieliv gennem et år. To af deres tre sønner lider af skolevægring. I programmerne medvirker en række andre familier med skolevægrende børn også.
Det er barske sager, hvor familierne presses til og nogle gange over kanten og oplever mangel på hjælp og støtte fra de myndigheder, der burde spænde et sikkerhedsnet ud under dem.
Familierne står ikke alene. Hver femte elev i folkeskolen har et fravær på mere end 10 procent. 10.567 elever havde i skoleåret 2023/2024 mere end tre måneders fravær. Det er knap en fordobling på 10 år, viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.
De familier, der står frem i dokumentaren, fortjener stor ros. De sætter ansigt på skolevægringens voldsomme konsekvenser. Men det er afgørende, at vi løfter blikket fra det enkelte barn og familie.
Udgangspunkter er, at der ikke er noget galt med børn. Så når stadig flere børn ikke kan gå i skole, må det være skolen, der skal forbedres, ikke børnene. Er der for mange børn i klasserne, for lange dage, for mange voksne, for lidt ro, forkerte rammer?
I stedet for at tale om »pissedårlig opdragelse« kunne undervisningsminister Mathias Tessfaye (S) vende pegefingeren mod systemet og spørge, hvorfor så mange børn får det så pissedårligt af at gå i skole?
For langt de fleste begynder skolevægringen i de små klasser i skolen, som der har været forbløffende lidt politisk fokus på, mens der har været stort fokus på afgangsklasserne og overgangen til ungdomsuddannelserne.
Men hvad nytter det, hvis en stor gruppe børn allerede er tabt i de første år i folkeskolen?
Skole er en pligt, ikke en pinsel
fortsæt med at læse
