Verden er uomtvisteligt et bedre sted, efter at Irans øverste åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, er død. Han var en tyran, der i sine næsten fire årtier ved magten har tusinder af uskyldige iraneres død på samvittigheden. Alene i år er mindst 6.000 og måske op mod 30.000 demonstranter blevet dræbt af det brutale og undertrykkende regime, Khamenei stod i spidsen for. Men at glæde sig over en brutal leders død er ikke det samme som at hylde eller for den sags skyld bare acceptere måden, hvorpå Israel og USA dræbte ham, og siden lørdag morgen har bombet løs i Iran.
Med ayatollah Khameneis død er præstestyret truet mere på livet, end det nogensinde før har været i sine knap 47 år ved magten i Iran. Men hvad der sker nu, er uhyre uvist. Både Iran og resten af Mellemøsten balancerer på randen af kaos. Ved at angribe Iran og helt åbent gå efter at vælte regimet har USA og Israel vist deres enorme militære og efterretningsmæssige kapaciteter, men samtidig også taget en kolossal chance. For vel er Khamenei og et betydeligt antal andre fremtrædende iranske ledere blevet dræbt, og mange flere iranske islamister kan meget vel miste livet i de kommende timer, dage og uger. Men præstestyret er endnu ikke væltet – det udnævnte søndag en midlertidig ledelse – og det er langtfra sikkert, at det nogensinde gør det. Og det er endnu mindre sikkert, at det kan ske, uden at Iran kastes ud i en ødelæggende borgerkrig.
