Dansk Folkemindesamling har sagt op. Han vil ikke længere administrere budgetter, der ikke hænger sammen. For to måneder siden sagde den faglige chef på Zoologisk Museum op med samme begrundelse. De to museer og chefer refererer til henholdsvis Kultur- og Forskningsministeriet, men sygdommen er den samme overalt i de offentlige forsknings- og formidlingsinstitutioner: Der skæres ned på forskning og faglighed, og disse nedskæringer skal foretages med et smil. Som Kulturministeriets departementschef sagde her i bladet sidste søndag i sin kommentar til den kritiske årsrapport, som Folkemindesamlingens direktør gerne ville have skrevet: »Vi forbeholder os retten til at sige, at sådan skriver vi nu engang ikke«. Talrige er de offentlige chefer, som genkender problemstillingen. Der må ikke stå ukvemsord i hverken årsrapporter eller andre meldinger opad i systemet. Der skal stå, at det går godt, også selv om det rent faktisk går elendigt. En smilepligt, som også indøves nedad i systemerne. Menige medarbejdere skal lære at tale pænt om nedskæringer og »omprioriteringer«, så disse års massive omlægninger fra forskning til formidling, fra faglighed til administration og fra det fremadrettede til det bagudrettede (sidstnævnte hedder »evaluering«) passerer så ubemærket som muligt. For det hedder sig jo - og det skal hedde sig - at regeringen satser på forskning. DE TO AKTUELLE opsigelser kommer fra direktører, der har doktorgrader og er er højt kvalificerede forskere på deres felter. Sådan nogle kan regeringen ikke lide, og de er en uddøende race blandt offentlige chefer. Man vil have »dygtige administratorer«, som holder af hele det kæmpestore bureaukratiske apparatur, den såkaldt liberale regering elsker: evalueringsrapporter, resultatkontrakter, omstruktureringsplaner, sammenlægningsprojekter, organisationsforandringsanalyser ... der er ingen ende på papirnusseriet og det administrative newspeak, som æder sig ind på institutionernes tid og deres faglige kultur. Det er bydende nødvendigt, at der forskes, fornys og tænkes fremadrettet. Men det er dødsens farligt for netop fornyelsen og forskningen, hvis en modepræget managementkultur, som udelukker kritisk diskussion og faglig konkurrence, tvinges ned over dynamiske forskere og deres institutioner. De to chefer, som netop har sagt stop, har sikkert truffet de rigtige beslutninger rent personligt. Men det er katastrofalt for forskningen, at sådan nogle ikke længere kan være chefer.