Hjørdis Varmer har skrevet over 80 bøger og oversat 40, ligesom hun selv er blevet oversat til nordiske sprog. Måske fordi næsten alle bøgerne er for børn og unge og med fokus på socialhistorie, er hun ikke kendt uden for pædagogiske kredse og på bibliotekerne, hvor hun har ligget højt på top 25-listen over udlån. Nu har den 70-årige forfatter skrevet en roman for voksne om sin oldemor Johanna, der som 17-årig forlod sit trygge, men fattige og stillestående smålandske barndomshjem i 1867 og tog på egen hånd til København. Her stod hun så på Kvæsthusbroen en iskold morgen og ventede med de andre svenske indvandrere på at blive fæstet. Heldigvis kom hun til en venlig slagterfamilie i Dragør, men læseren mindes om, at den slags forsvarsløse skæbnestunder var almindelige i unge fattige menneskers liv før de sociale rettigheders tid. En sej kvinde I det hele taget er det denne romans største fortjeneste, at den giver eksempler på de hårde og for nutidige øjne helt urimelige livsbetingelser, man om ikke tog som en selvfølge, så i hvert fald bøjede sig for. Vi følger Johannas liv med skiftende tjenestepigestillinger og rengøringsjob, et belastende ægteskab og mange børn. Man kan i sandhed kalde Johanna en sej kvinde - af en slags, der nok desværre altid vil være brug for i udsatte familier. Også for datteren Anna blev ægtemanden nærmest en parentes, der efterlod en børneflok, men hos datterdatteren Ågot mærker man en begyndende, ganske spæd kritik af patriarkatet. Respektindgydende Johanna, Anna og Ågot er hovedpersoner i hver sit panoramiske afsnit af 'Johanna fra Småland', der ender 9. april 1940. Johanna selv er med til (næsten) det sidste, blandt andet fordi generationerne længe bor klumpet sammen i små lejligheder. Ågot, der nu er næsten 100, er forfatterens mor og takket være sin gode hukommelse hovedkilde til bogen. Den er ikke voldsomt velskrevet, men den griber ved sine emners ægthed, og efterhånden som historien skrider frem, overdøver den alle ansatser til sentimentalitet. Som historisk dokument er dens brugbarhed naturligvis stærkt formindsket af, at forfatteren har digtet til (hvilket hun ærligt indrømmer). Men igen: hvis vi vælger at tro på forfatteren - og det gør jeg - så sidder man alligevel tilbage med et indblik i tre generationers kvindeliv nederst og efterhånden midt i et dansk samfund før, under og efter Første Verdenskrig. Tidens mentale og sociale forandringer afspejles i de tre kvinders liv på respektindgydende måde.