Præsident Obamas økonomiske toprådgiver, Larry Summers, har opfordret alverdens regeringer til i fællesskab at pumpe offentlige penge ud i deres økonomier for at bekæmpe den omsiggribende krise.
Det er, hvad USA og mange andre lande allerede har gjort, men behovet er helt åbenlyst større. Summers fejer indvendinger om, at en sådan global vækstpakke vil svække de offentlige finanser og forværre en række eksisterende økonomiske ubalancer, til side med henvisning til situationens alvor her og nu. Baggrunden for hans udtalelser er da også til at få øje på: Den samlede verdenshandel skønnes fra januar 2008 til januar i år at være faldet med op mod en tredjedel. Samtidig har den asiatiske udviklingsbank, ADB, lige offentliggjort tal, der viser, at værdier på astronomiske 50.000 milliarder dollar er gået op i røg under finanskrisen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.