Intet er så skidt, at det ikke er grønt for noget: Kollapset i den globale økonomi skærer daglig ned på vores CO2-udledning. I nabolandene er industriproduktionen faldet med over 20 procent. Og nedturen er endnu mere dramatisk i fjerne udviklingslande som Kina og Indien. Her lukker fabrikker, og containerhavnene står tomme. Efter flere års demonstrativ politisk passivitet kan statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) nu med skadefryd glæde sig over, at udfordringen med at nedbringe Danmarks CO2-udslip delvis vil løse sig selv. Den bristede forbrugsboble vil se flot ud i vores grønne regnskab. Nedturen skruer ned for olien – og dermed opvarmningen af kloden. I et grønt perspektiv er udviklingen positiv, skønt de sociale konsekvenser kan være rædselsfulde, ikke mindst i de udviklingslande, hvor væksten var begyndt at løfte flertallet ud af ekstrem fattigdom. Hvad internationale miljøaktivister har skreget på i årevis, er pludselig sket: Forbruget af luksusvarer, der transporteres over meget lange afstande, er klappet sammen. Samtidig mærker rejsearrangører den globale opbremsning i form af færre langdistancefly – og bilforhandlerne sælger få firehjulstrækkere. I LØBET AF få måneder vil millioner af vesterlændinge skulle lære at leve med et samlet energiforbrug, der næsten er nede på niveau med de krav, som grønne idealister hidtil har håbet på – men som blev afskrevet som naive, dengang den danske VK-regering stadig benægtede de videnskabelige fakta om klimaet. De faldende oliepriser betyder imidlertid også, at tilskyndelsen til at investere i nye bæredygtige energiteknologier bliver mindre. Der er ganske enkelt færre penge at spare ved en omstilling – og for få penge at investere. Derfor vil krisen ikke kunne undgå at skabe en midlertidig opbremsning i den nødvendige omstilling til lavenergi-teknologi. Trods ledende politikeres besværgelser om at bruge krisen som en anledning til at investere grønt og langsigtet, er kendsgerningen, at ingen lande endnu har prioriteret at satse rent på klimaet med deres vækstpakker. Snarere tværtimod. Det er kun de mest optimistiske diplomater, der forventer et gennembrud på klimatopmødet i København. Men den gode nyhed er altså, at CO2-udslippet falder af sig selv og derved giver politikerne længere tid at løbe på. Ambitiøse mål bliver lettere at indfri. En lang økonomisk krise gør det nok sværere, men heldigvis også mindre akut at enes om en ny klimaaftale.