Leder afltm

Politiken mener: Oppositionen må stoppe den defensive kopipolitik

Lyt til artiklen

Selv uden at medregne Enhedslisten står oppositionen til at vinde næste valg.

Hvis det lille venstrefløjsparti tilmed får succes med sin nye opstramning og igen kryber stabilt over spærregrænsen, vil de politiske styrkeforhold for alvor være ændret i Danmark. Så vil VKO-blokken for første gang i otte år være skubbet dybt i defensiven. Vælgerne tørster tydeligvis efter et kursskifte. Ikke alene har den globale krise sat en ny dagsorden, som oppositionen med Socialdemokraterne i spidsen har været bedst til at udnytte – med ambitiøse forslag om øgede offentlige investeringer. De borgerlige er samtidig floppet med deres mest profilerede værdipolitiske satsninger: •Den hårdere kurs over for kriminelle er en karikatur – en bureaukratisk skandale i politiet. Hårdheden er stivnet på skrivebordet. •Udlændingepolitikken er gået i opløsning, efter at Udlændingeservice har rettet ind efter EU. Verden kan ikke længere lukkes ude. •Borgernes ønske om øget selvbestemmelse er udhulet af overvågning, papirnusseri og nye skemaer. Stregkoderne har taget kontrollen. Kulturkampen er endt som en fiasko. Vælgerne har hverken fået større tryghed, færre udlændinge eller mindre bureaukrati. Tværtimod er bandekriminaliteten eksploderet, tusindvis af borgere har været frataget basale borgerrettigheder, og statsbureaukrati er langt mere dominerende i hverdagen. Tiden er derfor kommet til at overveje, om oppositionspartierne ikke snart bør droppe den defensive kopitaktik, der i de senere år har udvisket de politiske forskelle, og i stedet give vælgerne et klart valg. På det økonomiske område er bruddet sket: Oppositionen er trådt i karakter med satsninger, der tager krisen dybt alvorligt. Men der er også brug for alternativer på flere andre områder. Det er en myte, at VKO-blokken er uovervindelig i rets- og udlændingepolitikken. I stedet for at nøjes med de billige kopier af VKO-politikken eller at smelte sammen i fløjkrige, som der nu er tegn til i SF, må oppositionspartierne udnytte fremdriften til at finde sammen og udfordre VK-regeringens fiaskospiral af et samarbejde med Dansk Folkeparti. Vælgerne fortjener et klart valg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her