Alene udskiftningen af kulturkrigeren Karen Jespersen (V) med den frisindede Karen Ellemann (V) på posten som ’velfærdsminister’ markerer et tiltrængt politisk nybrud.
Det kan være et forårstegn, der tyder på, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremover vil prioritere evnen til at løse reelle problemer over evnen til blot at iscenesætte hadefulde konflikter. For uanset hvordan det kommer til at gå for den i øvrigt talentfulde Karen Ellemann, vil hun ikke kunne undgå at blive et kvantespring fremad i forhold til sin navnesøster Karen Jespersen. Beslutningen om at udskifte Jespersen har imidlertid ikke været svær. Hun trak sig selv, og udskiftningen har derfor været et første sikkert trumfkort. Den nye linje bør derfor reelt måles på de to øvrige udnævnelser: Claus Hjort Frederiksen (V) som ny finansminister og Inger Støjberg (V) som ny beskæftigelsesminister. Og desværre tyder disse to ministerrokader på, at statsministeren ikke vil give sig selv den nye start, som Danmark trænger til. Foråret er endnu ikke begyndt på Slotsholmen. Tværtimod cementeres blokpolitikken, idet Hjort Frederiksen ikke blot har fungeret som sufflør for tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gennem mange år, men også er chefideologen bag ordene om, at Venstre og Dansk Folkeparti har et »værdifællesskab«. ROKADENS anden svaghed er de mange mislykkede ministre, Løkke vælger at forlænge, herunder ikke mindst forskningsminister Helge Sander (V), integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V). Den største svaghed kan dog vise sig at blive, at statsministeren ikke har evnet at få den konservative leder, Lene Espersen, med på en ambitiøs rokade, der også bytter rundt på konservative ministre. Mest oplagt ville det have været at fremrykke den forventede indsættelse af Connie Hedegaard (K) som ny udenrigsminister – så hun i de næste måneder kan rejse rundt og forhandle CO2-aftale med større pondus. Fogh appellerede for få uger siden til, at tungere folk måtte på banen, hvis det skal lykkes at få en klimaaftale på plads i København. Selv mente han tilsyneladende ikke ordene særlig alvorligt, men de er ikke desto mindre rigtige. Derfor må man håbe, at Lars Løkke snarest muligt følger op med en mere omfattende rokade, der i højere grad sker på hans egne præmisser. Foreløbig er det desværre svært at få øje på den nye start, som Danmark har så hårdt brug for.
