Bekymring er et mildt udtryk at anvende om Pakistan. Mens det internationale samfund fortsat skændes om Irans ret til at udvikle sin atomteknologi, er nabo- og atomlandet Pakistan truet af opløsning. Det er bekymrende for pakistanerne selv, men det er også ildevarslende for hele stabiliteten omkring Afghanistan og ekstremt urovækkende for det internationale samfund, som har grund til at frygte, at Pakistans atombombe havner i hænderne på den oprørske Talebanbevægelse.
I denne uge har selv storbyen Karachi – i Sydpakisten, langt fra de konflikthærgede provinser mod nord – været ramt af vold. Alene onsdag blev 32 mennesker i byen dræbt, og 16 biler, 20 forretninger og 8 hoteller sat i brand. Oppe i den nordlige ende havde hæren i ugens løb officielt held til at nedkæmpe den oprørske Talebanbevægelse ved byen Buner, kun 100 km fra hovedstaden, Islamabad. Men Taleban har – med regeringens accept – taget magten over dalen Swat og kontrollerer store dele af Nordvestgrænseprovinsen op imod Afghanistan. Mod vest er provinsen Baluchistan også domineret af voldelige stammeledere, og mod nordøst er provinsen Kashmir i undtagelsestilstand. Samtidig forsøger Talebanbevægelsen at gøre sig til de fattiges forsvarer. Den pakistanske præsident, Ali Zardari, siger, at Pakistan befinder sig i en »kritisk fase«. Det er ikke forkert. Og desværre synes hans regering både ubeslutsom, halvhjertet og fortsat plaget af korruption. Hans amerikanske kollega, Barack Obama, er »alvorligt bekymret«. Når en stat må bruge soldater til at løse politiopgaver, er den gal. Hvis en regering ligefrem inddrager både hær og luftvåben for at stoppe indenlandske oprørere – og kun med begrænset succes – risikerer den at miste kontrollen. USA har under Obama indset, at Afghanistankrigen ikke lader sig vinde uden en stabilisering af Pakistan. Men de problemer, som det internationale samfund står overfor i denne del af verden, er større end nogensinde.
