Løkke vil hjælpe de dygtigste«.
Det var budskabet, da Lars Løkke Rasmussen (V) forleden i Politiken gav sit første interview som statsminister. I går blev meldingen så fulgt op af videnskabsminister Helge Sander (V), der slog til lyd for at gøre op med enhedstanken på universiteterne – og styrke eliten. Umiddelbart lyder det en smule modsætningsfyldt: Hvis man tager en lang videregående uddannelse, tilhører man jo allerede eliten. Det står da heller ikke krystalklart, hvad videnskabsministerens vision mere konkret indebærer for de danske universitetsuddannelser. Det er velkendt, at flere af de lange videregående uddannelser bliver stadigt mere specialiserede og ressourcekrævende. Det gælder ikke mindst på en række af de såkaldt ’våde’ uddannelser inden for naturvidenskab, sundhedsvidenskab, farmaci mv. Og at der derfor er behov for at tilgodese disse på forskellig vis – økonomisk og fagligt – er både et fornuftigt og forventeligt synspunkt hos den ansvarlige minister. Der vil her være tale om uddannelser, som er så målrettet en forskerkarriere, at de allerede på et tidligt tidspunkt – dvs. på kandidatniveau – skal modelleres derefter. Dette er dog langtfra billedet på hovedparten af de danske kandidatuddannelser, hvor det ikke giver mening at operere med elitemoduler. Her må grundprincippet være universitetslovens ord om, at alle studerende skal modtage »forskningsbaseret uddannelse indtil højeste internationale niveau«. Det må være op til de studerende at specialisere sig – og op til universiteterne at tilbyde de bedste kurser. NÅR MAN kan blive lidt utryg ved ministerens udspil, skyldes det først og fremmest, at han samtidig spiller en anden bold ind i debatten: nemlig at vi fremover skal til at uddanne færre kandidater; at flere skal afslutte deres uddannelse med en BA-grad efter blot tre år. Det kan således aldrig være et selvstændigt mål, at danske unge skal uddanne sig mindre. Og da slet ikke, hvis det handler om, at man vil spare ’kandidatpenge’ til de mange for at give dem til de få. Det er muligt, at man med fordel kan diskutere kortere uddannelsesformer. Men endemålet må så være at få flere ind på universiteterne – og altså få flere unge til at uddanne sig bedre. At give plads til eliten handler i 2009 ikke om, at en herskende klasse skal blive dygtigere, mens resten af samfundet bliver ringere, men om, at eliten skal ind på alle niveauer i uddannelsessystemet – og at alle dermed skal blive dygtigere.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.


