Det gamle broderskab af levebrødspolitikere i Grønland fik en syngende lussing af vælgerne, da den nordatlantiske pendant til SF, Inuit Ataqatigiit (IA), vandt tirsdagens valg med 44 procent af stemmerne.
For første gang siden hjemmestyreordningen trådte i kraft, må det kronisk skandaleramte Siumutparti nu overgive magten. Dét er en sund udvikling. Regeringsskift renser altid luften, men i Grønland har det været særlig tiltrængt at få skiftet de ledende politikere ud. Som et symbol på vælgernes dom over de seneste årtiers misforvaltning af Grønland fik den tidligere landsstyreformand Jonathan Motzfeldt kun 91 stemmer og røg dermed ud af Landstinget. Grønlændernes tålmodighed med de gamle politikere – og deres mange sager om politisk nepotisme, inkompetence og sågar sexmisbrug – er endelig brugt op. Flertallet af grønlænderne gider ikke længere lade sig styre af en indspist klan. Med den 51-årige formand for IA, Kuupik Kleist, i spidsen har en ny generation af moderne og globale grønlændere endelig taget over. Som en anden Villy Søvndal er Kleist trådt i karakter som en ny frontfigur for et Grønland, der ikke længere skammer sig over sig selv. REGERINGSSKIFTET dækker over et fundamentalt systemskifte: Med fravalget af det gamle Siumutregime har Grønland taget et vigtigt skridt i retning af øget selvstændighed. Her få uger før den nye selvstyreaftale træder i kraft, har grønlænderne valgt en regering, der synes kvalificeret til at hjemtage flere ansvarsområder, og som dermed gradvis kan understøtte den uafhængighedsproces, som vil og kan ske, i takt med at Grønland eventuelt udvikler nye indtjeningsmuligheder. Med valget af en ny regering har flertallet af vælgerne markeret et ønske om øget selvstændighed og er nu selv gået forrest ved at tage et tiltrængt selvopgør med den syge politiske kultur, som har holdt udviklingen tilbage i alt for mange år. Inuit Ataqatigiit har overtrumfet de andre partier ved at fokusere på tre af de største samfundsproblemer i Grønland: de uanstændige levevilkår for alt for mange børn i bygderne, politisk korruption og den voksende økonomisk ulighed. Hvis IA kan leve op til valgløfterne, går Grønland nu mod bedre tider. Valget vil stå tilbage som et historisk vendepunkt for det nye Grønland: som en triumf for det moderne demokrati. Valget vil give grønlænderne en styrket tro på, at de kan klare sig selv i fremtiden.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.