Ret beset er det et historisk privilegium at kunne stemme til et fælles parlament for 27 lande, 23 sprog og tre alfabeter. Verden ville være en anden, hvis afrikanere, mellemøsterlændinge eller centralasiater tilsvarende kunne stemme til fælles regionale parlamenter med indflydelse på handel over grænserne, på fælles sundhedstilbud og miljøindsats og forholdet til andre stater. Joh, Europaparlamentet er historisk. Privilegerede er vi også. Og skønt der stadig er hønisser, som vil spekulere i en patetisk nationalisme (’Giv os Danmark tilbage!’), står vi nu foran et valg, der handler om et fællesskabs politik. Skal EU have regler om beskyttelse af lønmodtageres rettigheder? De konservative og Dansk Folkeparti siger nej. Venstres og de radikales spidskandidater siger hverken klart ja eller nej, og socialdemokraterne og SF siger ja. Det er et spørgsmål om karakteren af vores fællesskab. Helt så enkelt er det ikke, når alle spidskandidater siger ja til at afvikle EU’s landbrugspolitik. Højre har ikke lige så travlt som venstre med hverken at droppe den sindssygt dyre landbrugsordning eller med at give ulandes bønder adgang til at konkurrere på vores marked. Valget 7. juni giver os en chance for at vælge mellem politikere, der vil fremme »fælles EU-regler på asyl- og udlændingeområdet« (Sofie Carsten Nielsen, R) eller arbejde for at få »genetableret den nationale grænsekontrol« (Morten Messerschmidt, DF).
Det er et valg mellem europæisk solidaritet og national selvgodhed. Og ligefrem at skrue tiden tilbage i retning af dage, hvor vi skulle vise pas ved alle Europas grænser, turde være et skræmmende valg. Så giver det mere mening at bruge vores europæiske fællesskab til at »finde en vej ud af finanskrisen ved hjælp af koordinerede investeringer i grøn vækst og jobskabelse … (og at) regulere banker, kapitalfonde og resten af finanssektoren« ved hjælp af EU (Dan Jørgensen, S). Valget rummer også gode og dårlige nyheder.
