Politikere scorer aldrig hurtige point på at foreslå noget, der kan gøre ondt, før det gør godt.
Kortsigtet populisme fungerer altid bedst i moderne politik. Netop derfor var det også så opsigtsvækkende, da Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt i ugens løb brød det allerstørste politiske tabu i Danmark – tvangstanken om, at bedre velfærd kan finansieres for færre penge fremover: »Vi bliver nødt til at opkræve lidt mere i skat for at gøre det, vi gerne vil,« lød S-formandens kontroversielle sommerbudskab. Den globale nedtur har allerede ramt de offentlige finanser i Danmark – i takt med den stigende ledighed. Og hvis velfærden ikke skal skæres ned, eller staten køre med kronisk underskud, skal der derfor skrabes flere skattekroner hjem. Det er ganske simpelt, men ikke desto mindre upopulært at sige. De fleste danskere vil helst have mere velfærd og betale mindre i skat. Umiddelbart virker Helle Thorning-Schmidts udmelding om højere skatter for de rigeste derfor dumdristig: Hun siger både noget upopulært og skifter politisk kurs. LEDERSKAB måles imidlertid ikke på øjeblikkets popularitet. Men tværtimod på viljen til at gå forrest og turde sige det påtrængende i tide. Og som den økonomiske udvikling tegner, står valget ikke længere mellem at få lavere skatter eller mere velfærd, men derimod mellem enten klare besparelser for de svage eller skattestigninger for de rige. I en årrække har milliardindtægterne fra Nordsøolien og pensionsbeskatningen skabt en kunstigt oppumpet situation, hvor VK-regeringen både har kunnet give penge til velfærdsydelser og lettet skatten for de velhavende. Men nu er boblen brast: De kommende år vil blive præget af hårde prioriteringer. Thorning-Schmidt viser slidstyrke ved at bryde tavsheden, ligesom hun gjorde sidste efterår, da hun som den første satte den stigende ledighed øverst på dagsordenen. Dristigheden har ikke gjort hende populær. Men nedturen har fået hende til at træde i karakter som en ensomt fremsynet lederskikkelse. Paradoksalt nok er det blevet Socialdemokraterne, der i dag står frem som garanter for rettidig omhu i den økonomiske politik.
