Da Viggo Hørup netop i dag for 125 år siden var med til at stifte Politiken, kaldte den fløj i datidens Venstre, som han stod i spidsen for, sig for ’europæerne’. Allerede dengang var der liberale og sociale kræfter herhjemme, der så dansk politik i et større perspektiv og havde sans for, at der var konflikter og principper, der gik på tværs af landegrænser.

Selv om Politiken vandt den kamp, den var født af, da systemskiftet i 1901 knæsatte det parlamentariske demokrati, skulle der gå trekvart århundrede og to verdenskrige, før den europæiske tanke for alvor slog rod og blev til praktisk politik. Det skete med det europæiske fællesskab fra 1957, som Danmark meldte sig ind i i 1972. Siden er EU blevet netop den stærke fredsorden, fremskridtsvenner i det nittende århundrede drømte ud: en fælles retsorden, sammenvævede interesser, et parlament, en domstol, en fælles valuta og et samarbejde, der omfatter stadig større dele af Europa til åbenlys gavn for velstand, velfærd og demokrati. Selv små lande kan ryste unionen Men konstruktionen er skrøbelig. Det tætte samspil mellem de europæiske nationalstater, bundet sammen af de institutioner, de har skabt til formålet, er ikke stærkere end sit svageste led. Derfor rystes Europa, hver gang et land siger nej. Hvor lille landet end er, og hvor bred en enighed – også blandt de folkevalgte i netop det land – der end har båret de nye spilleregler frem til en afgørelse. I morgen er det Irland, der for anden gang skal tage stilling til Lissabontraktaten, en traktat, der gør unionen langt mere gennemsigtig og beslutningsdygtig end tidligere, men som har haft en svær fødsel. LÆS ARTIKELAnalyse: På fredag afgøres EU’s fremtid