Selvtilliden var i top, da de danske bankdirektører mandag fejrede sig selv ved det traditionsrige årsmøde i Finansrådet. Sidste års ydmyge tone var erstattet af en betydelig tilfredshed over, at bankerne har klaret finanskrisen. Men realiteten er, at forsamlingen af bankdirektører hører til de absolut mest uduelige erhvervsfolk i den nyere danmarkshistorie. I en lang årrække har de lånt penge ud uden omtanke. Tag for eksempel Roskilde Bank, der excellerede i at låne penge ud til ejendomsspekulanter, eller Fionia Bank, der lånte penge ud til hvem som helst. De store banker holdt sig heller ikke tilbage. Ikke alene gik de på dyr opkøbsjagt i udlandet. Med en vækst i udlånene på 25 pct. om året gik bankerne fra en situation, hvor der var balance mellem indlån og udlån, til en situation, hvor udlånene var 600 mia. kr. højere end indlånene. Mangel på forretningssans Listen over forrykte bankforretninger er lang, og det samme er listen over banker, hvor staten har måttet redde stumperne for at undgå, at resten af bankerne gik i panik. Indtil videre har staten brugt milliarder på at rydde op efter forliste banker. Og når bankerne i dag fremstår, som om de kan tjene penge, er det kun, fordi centralbankerne holder renterne så lave, at det nærmest er umuligt for bankerne at undgå at score kassen. Vi står med en branche, der har en uhyggelig mangel på forretningssans og er blottet for forsigtighed. Tilmed kan vi konstatere, at bankerne har gjort voldsomt skade på resten af økonomien. Nu hvor vi kan konstatere, at den gigantiske statsstøtte forhindrede en sammensmeltning af den danske finanssektor, er tiden kommet til at sikre, at samfundet fremover bliver beskyttet bedre mod bankernes ulykker. Tiden er kommet til at gennemføre en langt strammere regulering af banksektoren. Til en start bør det være et krav, at bankernes egenkapital er så stor, at de kan klare sig selv i krisetider. Samtidig bør der gennemføres indgreb over for bankernes bonusordninger. De seneste år har tydeligt vist, at bonusordningerne fik bankfolkene til at tabe hovedet. Når en hel branche kun kan overleve med statens hjælp, er det statens forpligtelse at sikre, at borgerne ikke igen skal bøde for branchens uduelighed. Hvis bankerne også fremover får lov at tage alverdens risici, i tryg forvisning om at staten holder hånden under dem, ender vi meget hurtigt i en ny finanskrise.