BEDRE SENT end aldrig. Tibets åndelige og religiøse leder har i det mindste fået en protokolmæssigt pænere og mere værdig modtagelse af det officielle Danmark, end det tidligere har været set. Det er vigtigt for offentligheden at blive mindet om, at Dalai Lama er en unik personlighed i moderne tid, og at han repræsenterer en sag, som behøver og fortjener en større international opmærksomhed. En lidt kættersk eftertanke melder sig dog. Er det meget andet end symbolpolitik, når både regeringschefen og udenrigsministeren stiller op til fjernsynsegnede håndtryk, smil og medfølende ord? Sympatien er indtil videre omkostningsfri. Eksporten til Kina går jo godt. Den demokratiske verden har ikke råd til at udfordre ledelsen af verdens hurtigst voksende økonomi. Men selv hvis vi et øjeblik forestiller os en dansk eller europæisk anerkendelse af den tibetanske eksilregering som politisk legitime repræsentanter for alle tibetanere, begynder sagen mildt sagt at blive en anelse problematisk. Det tibetanske eksilsamfund er langtfra en homogen størrelse. Yngre kræfter agiterer for et frit Tibet helt løsrevet fra kinesisk kontrol. Nogle vil tilmed have det gamle Stortibet tilbage. Andre følger Dalai Lamas linje med krav om religionsfrihed og intern autonomi inden for rammerne af Den Kinesiske Folkerepublik. Hertil kommer de ikke ubetydelige teologiske konflikter i eksilsamfundet, som i perioder har været alt andet end ikkevoldelige. Det er således ikke spor mærkværdigt, at det åndelige overhoved afstår fra at blande sig i disse forhold. Den gode sag kunne jo lide overlast. DER ER imidlertid grund til at minde om, at tilstandene for de jævne tibetanere i de kinesiskkontrollerede områder skriger til himlen. Tyve år med omfattende kinesiske investeringer i infrastruktur og uddannelse har kun gavnet den tibetanske befolkningsgruppe marginalt. Ikke kun er tibetanerne frataget elementære frihedsrettigheder. Mange unge er også blevet proletariserede trods de kinesiske moderniseringstiltag. Debatten i Danmark savner således helt den dimension, der handler om, hvorledes sociale levevilkår og fredelig religionspraksis kan forbedres også under en uforandret politisk og folkeretlig status for Tibet. Realiteten er jo, at hverken Folkerepublikken eller det kinesiske kommunistparti ser ud til at forsvinde lige med det første. I erkendelse af de ubehagelige realiteter må der derfor gives plads til at søge måder og midler til at give tibetanerne i selve Tibet bedre vilkår. Gerne i form af en øget ulandsbistand. Og dermed mere end symbolpolitik.