Den indiske digter Rabindranath Tagore, der døde for 70 år siden, sagde engang, at »den, som kun efterstræber frugten, har ingen glæde af blomsten«. Hvis denne filosofiske betragtning skal klemmes ned over den lønkonflikt, der har ramt det kvindelige håndboldlandshold og dets ’arbejdsgiver’, Dansk Håndbold Forbund – en konflikt, der har præget alle brede medier i den seneste uge, og som i sin yderste konsekvens kunne føre til en nedlæggelse af det populære landshold – kan det ske gennem spørgsmålet:
Spiller Charlotte, Trine, Sofie, Henriette, Laura og Mathilde på landsholdet af glæde og for at få opfyldt store sportslige ambitioner, eller gør de det udelukkende for at tjene penge? Det klassiske svar vil være, at det at blive udtaget til et landshold og repræsentere sin nation og sit flag er forbundet med – for nu at bruge højstemte ord, vi taler jo om fædrelandet – stolthed og ære. Og den følelse skal ikke tilsmudses af penge.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
