Den nye borgerlige opposition virker paralyseret:
Med sin første åbningstale i går indtog Helle Thorning-Schmidt (S) ikke kun rollen som Danmarks nye statsminister, hun overtog også rollen som leder af reformalliancen. De borgerlige partier står rundtossede tilbage og ved åbenlyst ikke, hvad og hvor de skal kritisere. Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, måtte sågar erkende, at åbningstalen er et skridt i den retning, han ikke selv havde format til at betræde – på grund af DF’s overmagt. Overraskende for de fleste lægger S-R-SF-regeringen op til at videreføre »VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand« og til at gå endnu videre med økonomiske reformer, der tidligere ville være blevet opfattet som borgerlige.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.

