Udviklingsminister Christian Friis Bach indtager det besværlige, men rigtige standpunkt, når han vælger at fastholde den danske udviklingsbistand til Uganda, selv om stærke kræfter der vil indføre dragoniske straffe for homoseksualitet.

Argumentet er, at det netop er i kraft af den danske tilstedeværelse, at vi har mulighed for at modarbejde sådanne vanvittige forslag, og at alt for højlydte trusler om reduktioner af bistanden let kan komme til at ramme netop de udsatte grupper, vi gerne vil hjælpe. Man kan med nogen ret spørge, hvordan ministerens pragmatiske linje i sagen harmonerer med hans egen selvudråbelse som rettighedsminister. Med lad det ligge. Det væsentlige er, at han i den konkrete sag forfægter det saglige synspunkt. Der vil altid være meningsmaskiner som Søren Pind, der scorer billige point på at forenkle spørgsmålet til det indlysende: Skal vi give bistand til mennesker, der vil slå homoseksuelle ihjel? Selvfølgelig ikke.