Psykiatrien er underprioriteret i det danske sundhedsvæsen. Så langt synes alle at være enige i den debat, der har rejst sig i kølvandet på bl.a. DR Nyheders afsløring af, at psykiatriske patienter alt for ofte sendes hjem, før de er behandlet færdige. Og i dagens Kronik giver en afgående sosu-assistent sin triste evaluering af 17 år som ansat på en lukket afdeling. Men hvad skal vi så gøre ved det? Her synes svarene at stikke i alle retninger. Dansk Psykiatrisk Selskab efterlyser flere sengepladser, men det er ikke vejen frem, siger formanden for regionernes sundhedsudvalg Ulla Astman (S), der hellere vil have flere »opsøgende psykoseteam«. Det ligner et klassisk tovtrækkeri mellem det faglige og administrative niveau om prioriteringer, og på midten er regeringen fanget med sine sympatiske synspunkter om, at psykiatrien skal tilføres ressourcer, der nu er under pres fra de økonomiske realiteter. Det ligner et truende status quo. Regeringen har i sit grundlag lovet at nedsætte et udvalg, der skal se på psykiatrien. Men der er behov for at brede diskussionen ud og nedsætte en egentlig psykiatrikommission, der over en bred kam kan se på psykisk sygdom i Danmark.
Kommissioner kan ikke blot bruges som bureaukratiske syltekrukker, men også som et konstruktivt værktøj til at skabe den fælles platform for problemets løsning, der i dag helt åbenlyst mangler blandt psykiatere, administratorer, patienter og pårørende. Psykisk sygdom er naturligvis et stort problem i sig selv. Men det er også en delmængde af en række andre samfundsproblemer fra misbrug til frafald på ungdomsuddannelser, og ikke mindst diskussionen om de 756.545 mennesker i deres bedste alder, der er sat mere eller mindre permanent af arbejdsmarkedet, som Politiken gennem de sidste uger har sat fokus på. Det er derfor afgørende med en bred tilgang, der rækker ud over sundhedssektorens organisationsdiagrammer. Hvorfor er antallet af psykiske diagnoser egentlig steget med næsten 50 pct. gennem de sidste ti år i vores samfund? Hvorfor tabuiseres disse lidelser fortsat, når næsten hver femte dansker bliver ramt af psykisk sygdom? Og hvordan kan sundhedssektoren og sociale myndigheder spille sammen om en effektiv hjælp til psykisk syge? Vi har brug for fælles svar på disse grundlæggende spørgsmål, ikke blot endnu et abespil mellem fagfolk og politikere.
