Leder af<i>jsp</i>

Hvornår er det din tur til at brænde ud?

Lyt til artiklen

Sundhedsminister Astrid Krag skal have tak for den Kronik, vi bragte her i avisen i denne uge. På en gang kontant og nuanceret gjorde ministeren det klart, hvorfor vi som samfund ikke længere kan vende det blinde øje til de psykiske lidelsers eksplosive vækst. LÆS KRONIKDet er ikke din skyld Folk i alle aldre og fra alle erhverv og alle samfundsklasser bryder sammen, går ned, brænder ud. Vi må indse, at psykisk velfærd ikke er et individuelt anliggende, men et kollektivt, betonede ministeren. I virkeligheden giver Astrid Krag bolden op for den vigtigste samfundsdebat, som vi borgere i det modne danske velfærdssamfund kan tage. Vi er verdensberømte, fordi vores fællesskab drager omsorg for de svageste. Men vi må indse, at vores samfund på mangfoldige måder simpelthen skaber svaghed og skrøbelighed. Vi må turde spørge os selv, hvad det er ved vores samfund, der gør så mange syge i sjælen. En stor del af den psykiske mistrivsel skyldes nutidens arbejdsforhold. Der er formentlig ikke noget mere omstillingsparat på kloden end en dansk lønmodtager, men prisen har været høj.

Det siger vældig meget om kravene til effektivitet og fleksibilitet, at mere end en million borgere i den erhvervsaktive alder for længst er skubbet ud af den. Fordi de ikke har de nødvendige – og mentale – kvalifikationer. Arbejdslivets forandring, som har gjort det mest værdiskabende arbejde til hjernearbejde, gør det nødvendigt at ændre fokus på det, der engang hed ’arbejdsmiljøet’. Vi har gjort meget for at forhindre fysisk nedslidning. Hvad kan vi gøre for at forhindre psykisk nedslidning? Hvad stiller vi op med selve den præstations- og perfektionskultur, som martrer mange – både børn, unge og voksne? I virkeligheden skal vi til at forholde os til vilkårene for at være menneske i det moderne, højteknologiske samfund. Vi lever i et forkælet hjørne af verden, men må erkende, at forkælelse, ligesom vækst, har tydelige grænser. Så kære Astrid Krag: Hold fast! Og pas på, at det, der bør føre til en markant styrkelse af psykiatrien, ikke går til administration, men til at styrke sundhedssystemet dér, hvor ofrene for den samfundsskabte skrøbelighed befinder sig.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her