Udsendelsen 'Pigen der ikke ville dø', som DR sendte sidste uge, var stærkt tv. Ikke mindst det klip, hvor pigens forældre får den fejlagtige besked om, at alt håb for pigen er ude. Klippet illustrerer det mareridtsscenario, at pigen, der siden er kommet sig, lige så godt kunne være blevet parteret af læger, der længes efter at bruge hendes organer i andre sammenhænge. Når de mest sensationelle klip er skrællet fra, står der imidlertid en noget mindre problematik tilbage. Det var ikke på tale, at pigen rent faktisk skulle organdonere, fordi hun aldrig var erklæret hjernedød. I bund og grund handler problemet derfor om timingen i forhold til denne type samtale med pårørende. Den timing beror på et skøn, og af lægefaglige årsager kan argumenteres for, at samtalen netop skal finde sted tidligt i forløbet. LÆS KRONIKHistorien der ikke ville dø Fejlbedømmelsen gav i sagens natur familien et chok, men om den også har haft fysiske konsekvenser for pigen, der ikke ville dø, kunne udsendelsen ikke påvise. Det skal angiveligt undersøges.
Det er en tilfældighed, at DR har filmet sekvensen og kunnet klippe den sammen med det efterfølgende forløb. Det er ikke befordrende for tilliden til sundhedssystemet, for når en tilfældighed som denne kan dokumenteres i et spørgsmål om liv eller død, hvor mange fejl forbliver så udokumenterede? Men den emotionelle forførelse, der ligger i den hårrejsende tv-dokumentar, skaber også et problem for organdonation generelt, fordi den med stor sandsynlighed får mange til at tøve med at stille sig til rådighed som organdonorer af skræk for at blive parteret ved en fejl. I Danmark er der stor mangel på organer fra donorer. LÆS OGSÅDanskerne skal afkræves stillingtagen til organdonation Derfor kunne der være brug for, at myndighederne i en situation som denne bakkede op om sundhedssystemet, som har håndteret et område præget af svære gråzoner med succes i fyrre år. I stedet har sundhedsministeren beordret systemet til at indføre ensartede retningslinjer i den proces, der går forud for involvering af pårørende. Det er måske sund fornuft i ministerkontoret, men det er ikke sundt for den tillid til sundhedsvæsnet, som er afgørende for, at folk tager den nødvendige stilling til organdonation. Og paradoksalt nok er det også det modsatte af, hvad der på længere sigt kan reducere fejl i sundhedssystemet, hvor en forenkling af procedurer frem for mere bureaukrati, ifølge dagens Kronik, er vejen mod større patientsikkerhed.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.