Så sent som for et par år siden kunne man gå ind på en halvofficiel hjemmeside for et hospitalscenter i et land østpå og anmelde sit behov for et nyt hjerte, en ny nyre eller måske en lever. Dernæst forsynede man hospitalet med oplysning om sin vævstype og nummeret på sit kreditkort. Næste step var, at hospitalet gennemgik landets register for sine dødsdømte fangers vævstyper, og hvis der var en rimelig god match, blev en tid for operationen og henrettelsen af den dødsdømte sat op. Og eftersom landet var stort og havde lange lister med dødsdømte, var der ikke mange kunder, der blev afvist på grund af vævsuforligelighed, eller fordi de kom fra et fremmed land. Historien om pigen, der ikke ville dø, som DR bragte 10. oktober, er hjertegribende. Og selv i konkurrence med de historier, der fylder oceanet af historier om udbytning af fattige for ikke at tale om mord for at få fat i de livsvigtige organer til transplantation, fremstår historien fra Aarhus på sin egen måde som unik.
Den er nemlig ulykkelig i enhver henseende - lige bortset fra at pigen overlevede og har det stadig bedre. Når mennesker er syge og den eneste behandling er transplantation af et livsvigtigt organ, er mange parat til at gøre hvad som helst for at skaffe sig organet. Det gælder også danskere. WHO guidelines for fremskaffelse af organer til transplantation fordømmer alt andet end donation som uetisk. At donere vil sige at give. En organdonation fra en hjernedød er en gift of life fra en, som allerede selv er død, foranstaltet gennem en slags testamente eller en beslutning af pårørende på den dødes vegne. Hele den vestlige verden lever op til disse guidelines, men antallet af organer, som faktisk doneres (for eksempel per million indbyggere) varierer kraftigt fra land til land. Transplantationsvirksomheden kan slet ikke holde til at fravige princippet om donation som en gave. De markedsmekaniske kræfter, der slippes løs, hvis princippet kompromitteres, vil være altødelæggende. Så meget desto mere vigtigt er det, at beslutningsprocessen omkring organdonation kan finde sted i tillid til det pågældende sundhedssystems pålidelighed. Og det er her, det ulykkelige omkring pigen, der ikke ville dø, er mest ulykkeligt. Sundhedssystemet svigtede, ikke ved at erklære pigen død (det gjorde man aldrig), men ved at skønne forkert om en prognose og ved at handle i overensstemmelse med dette skøn.
