Lad det være sagt med det samme: Erhvervs- og vækstminister Ole Sohns (SF) fortid som formand for DKP 1987-91 er et frastødende kapitel i hans politiske biografi.
Sohn overtog formandsposten på et tidspunkt, hvor kommunismens forbrydelser måtte stå klart for enhver, og forlod den først, da Sovjetunionen forvitrede. Få uger før Berlins modige borgere væltede Muren, fejrede Sohn DDR’s 40-års dag ved at vinke kampvogne ned ad Unter den Linden i selskab med Erich Honecker og resten af rædselskabinettet. Sohn var på den gale side af Muren, den gale side af demokratiet og den gale side af historien. LÆS OGSÅOle Sohn forbød journalister adgang til kommunist-arkiv Ole Sohn har siden gjort op med stalinismen i sine bøger, men aldrig rigtig gjort op med sin egen birolle i dette totalitære teater. Derfor er Sohn på mange måder også selv skyld i, at hans fortid nu igen går som et spøgelse gennem dansk politik til skade for den regering, han nu helt legitimt repræsenterer. DKP fik penge af Moskva og var på alle måder i lommen på storebror i Kreml. Det er ingen hemmelighed, og det har Ole Sohn da også vedstået.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.