I en følelsesladet tale efter fredagens vanvittige nedskydning af 28 skolebørn og lærere i Newtown, Connecticut, fortalte Barack Obama, at han først og fremmest reagerer på de alt for hyppige skudepisoder i USA »som forælder, og ikke som præsident«. Det er forståeligt og naturligt, at den ufattelige, brutale meningsløshed er det første, der griber forældre, og alle andre mennesker, om hjertet. Og det er en værdifuld del af en national sorgbearbejdelse, at også statsoverhovedet viser sin sympati og medfølelse med de efterladte. LÆS OGSÅTilhængere af strengere våbenlov: Hvad er der i vejen med os? Men endnu mere end forælderen Obamas tårer har USA brug for præsidenten Obamas handling. For hans lederskab i et opgør med den utilstedeligt liberale adgang til de automatvåben, der betyder, at antallet af ofre for galningene når disse fortvivlende antal.
Amerikanerne har og vil formentlig altid have et andet forhold til skydevåben end resten af den vestlige verden. Men uanset de historiske rødder for amerikanernes liberale tilgang er der ingen som helst saglig grund til, at snart sagt hvem som helst skal kunne købe våben, der kun hører hjemme i hænderne på professionelle soldater. Det har hverken rødder i nationalkarakteren eller forfatningen, men er først og fremmest et spørgsmål om, at nogle tjener penge på at forhindre regulering: Den amerikanske våbenlobby NRA er blandt landets mest indflydelsesrige politiske organisationer og bruger sine dollar aktivt i kampen for at vælge våbenvenlige politikere og fører retssager mod fortvivlede lokalsamfund, der forsøger at komme skydevåben til livs. LÆS OGSÅVikar på Sandy Hook efter massakre: Våben er ikke problemet Problemet er derfor i sidste ende politisk. Daværende præsident Bill Clinton begrænsede adgangen til netop disse automatvåben. George W. Bush liberaliserede den igen. Nu må Obama og den amerikanske kongres bruge den tragiske anledning til at forhindre flere massemord. I fredags græd vi med Obama og amerikanerne. Så længe de amerikanske politikere ikke får taget fat om problemets rod, har vi ikke fældet de sidste tårer.
