Det myldrer med glade læsere, forfattere og bogfolk ved det årlige BogForum i denne weekend.
Men sikken showstopper, bogbranchen havde arrangeret for sig selv forleden: en høring på Christiansborg, der slog fast, at store dele af branchens fødekæde i Danmark er under hastig afvikling. Forlagene skranter, boghandlerne lukker, bibliotekerne forsvinder. Den digitale udvikling er ellers positiv og fyldt med muligheder. Bogen og nettet passer til hinanden som fod i hose, og der er intet mærkeligt eller begrædeligt ved, at en stor del af boghandlen er ved at blive digital. Der er heller ikke noget at gøre ved det. Men der skal være en fødekæde, en forretningsmodel og en boglig offentlighed, som gør det muligt for bøger at udkomme, at få opmærksomhed og kritik, og at blive solgt til priser, som de forskellige led i kæden alt i alt kan leve af.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
