Mens DR i går satte punktum i serien om den fiktive statsminister Birgitte Nyborg, fik Politikens læsere allerede lørdag et kig bag kulisserne på virkelighedens Borgen. BT-journalist Lars Fogt, der af blandt andre Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby er blevet anklaget for at drive personhetz mod hende selv og andre politikere, beskrev i Kroniken, hvordan partierne forsøger at plante negative historier om deres modstandere i avisen. Fogt beskrev i et mageløst karakterselvmord sig selv som en logrende hund i Christiansborgs »godbidskultur«. Når partierne forsøger at placere en skidt historie om modstanderne, så giver BT gerne pote. Vuf vuf! God vovse. LÆS KRONIKPå Christiansborg er godbidskulturen sat i system Men en af de godbidder, som ikke engang BT kunne få sig selv til at sluge, var Venstres forsøg på at lokke avisen til at trykke en opgørelse over prisen på Helle Thorning-Schmidts tøj- og taskesamling, som partiets presseafdeling med assistance fra modeeksperter møjsommeligt havde opgjort.
Sagen viser, at Venstre og Ellen Trane Nørby her fører et politisk-etisk dobbeltbogholderi. Hun er vred over en Lars Fogt-historie om, at Venstres spindoktorer sminker artiklen om Nørby i internetleksikonet Wikipedia. Men parallelt forsøger de samme pressekonsulenter, som Nørby som en del af Venstre-ledelsen har ansvaret for, at afsætte en helt meningsløs misundelseshistorie om Thorning-Schmidts garderobe til samme Lars Fogt. En historie, hvis politiske indhold er præcis nul komma nul og udelukkende har til formål at mistænkeliggøre S-lederens prioritering af sine egne penge. LÆS OGSÅS om Venstres Gucci-hetz mod Thorning: Hvor lavt kan man synke Det er sjældent de folkevalgte politikere, der bidrager til den egentlige personhetz af deres kolleger - om ikke andet af den grund, at de selv kan blive det næste portræt på en avis’ spiseseddel. Men de lader stiltiende deres sekretariater udvikle sig til små propagandamaskiner, hvor navnløse pressemedarbejdere, der har set for mange amerikanske serier, reducerer den politiske diskurs til en testosteronpumpet konkurrence, hvor personlig mistænkeliggørelse fylder mere end politisk indhold. Der kan med rette siges meget kritisk om pressens etik i det politiske spil og beskydning af vores toppolitikeres personlige forhold. Men politikere som Ellen Trane Nørby har selv et ansvar for at indstille deres medarbejderes stadige leverancer af ny ammunition.
