Man taler i disse år meget om, at folkeskolen hele tiden får tilført nye opgaver.
Dette kan nok ikke afvises. Men det er først og fremmest udtryk for, at folkeskolens samfundsmæssige betydning er tiltagende, ikke vigende. Og heldigvis for det. Folkeskolen er landets største og vigtigste kultur- og dannelsesinstitution – og det skal den helst blive ved med at være. Det er dog ikke alle opgaver, folkeskolen skal tage på sig. Og da slet ikke, hvis den skal bevare sin status som samfundets ’sociale smeltedigel’. Det hører derfor heller ikke til folkeskolens opgaver at oprette særlige eliteklasser for kloge børn. Politiken har de seneste uger fortalt om en række forsøg med at dele eleverne op efter evner i nyoprettede klasser for de kloge og ... ja, de mindre kloge. Men dette er et helt forkert spor. For mens der ikke er så meget at vinde for de dygtige elever, er der utrolig meget at tabe for de mindre dygtige: De fagligt stærke elever hiver nemlig de svage op. Det fænomen kalder man inden for skoleforskningen for ’kammerat-effekten’ – en ganske veldokumenteret effekt. Dette var sådan set også en af årsagerne til, at Danmark i sin tid afskaffede den niveaudelte skole – og at man nu vil gøre det samme i Tyskland, bl.a. på baggrund af elendige Pisa-resultater. Den niveaudelte skole er nemlig ikke alene med til at stigmatisere de svage elever; den fastholder dem også på et relativt svagere niveau. Når lærerne kun har ringe forventninger til de ringere elever, kommer de i hvert fald slet ikke ud af stedet. I DANMARK er det fortsat sådan, at næsten 9 ud af 10 elever vælger folkeskolen. Har forældre andre ønsker – f.eks. klasser for særligt intelligente, særligt kreative eller noget helt tredje – har vi heldigvis et velfungerende system af frie grundskoler, der kan tage hånd om dette. Her slutter historien dog ikke. For lige så misforstået det er, at folkeskolen opretter nye klasser for eliteelever, lige så misforstået er det, at alle elever skal have den samme undervisning hele tiden. På de ældste klassetrin må man allerede i dag dele eleverne op i hold i halvdelen af timerne, og holddeling kan også – med fordel – anvendes i de mindste klasser. Alle mulige pædagogiske behov kan her være i spil. Og selvfølgelig vil faglig niveaudeling nogle gange være et af disse behov. Men vi er her langt fra eliteklasser. Vi er derimod havnet i enhedsskolen, når den er bedst – i alle dens farver.
