Nu er turen kommet til Davids Samling: Tyrkiet kræver et antal værker fra den islamiske samling leveret »tilbage«. Ligesom Italien kræver etruskiske værker tilbage fra bl.a. Glyptoteket i København, og Grækenland kræver de dele af Parthenonfrisen, som befinder sig i London, tilbage til Athen... og listen kunne fortsættes i det uendelige. LÆS OGSÅTyrkiet kræver genstande fra Davids Samling tilbageleveret Alverdens lande har museer med værker fra alverdens andre lande, hvilket grundlæggende er godt: Kulturer beriger hinanden, og beboere ét sted på kloden beundrer værker skabt af beboere andre steder og til andre tider. At aktuelle nationalstater som Tyrkiet, Italien og Grækenland netop i disse år gør en særlig indsats for at få så meget som muligt 'tilbage' siger meget om disse landes arbejde med deres nationale identitet.
Men mennesker på tværs af tider og lande har ikke nogen interesse i at styrke specifik nutidig nationalisme - og det så meget desto mere, som hverken Tyrkiet, Italien eller Grækenland fandtes, da de islamiske, etruskiske og græske værker rejste ud i verden. Danmark har tiltrådt Unesco's konvention om tilbagelevering af stjålne og ulovligt eksporterede kulturgenstande. Det er en konvention, som primært tager sigte på at hindre nutidige forbrydernetværk i f.eks. Italien i at handle med antikke kulturgenstande, herunder ødelægge dem under ulovlige udgravninger. Denne konvention skal museerne naturligvis overholde: De skal lade være med at købe nutidige tyvekoster, ikke mindst fordi det er i deres åbenlyse interesse at hindre destruktive plyndringer. Hvis et land som Italien selv hindrede plyndringerne, kom genstandene for resten slet ikke til salg. LÆS OGSÅTyrkiet går i offensiv for at få kulturgenstande hjem Museerne kan også blive nødt til at forhandle om genstande, der er tilgået deres samlinger længere tilbage i tiden, hvad Unesco-konventionen lægger op til med mere uklare formuleringer. Her gælder det om at holde fast så langt som muligt i det universalistiske synspunkt, at et islamisk dørgreb fra det 13. århundrede eller en etruskisk stridsvogn fra 500 før Kristus ikke er hverken 'tyrkisk' eller 'italiensk' i nutidig national forstand. Verdenskunsten befinder sig fint overalt i verden, også i København.
