Tryk avler modtryk, og blokpolitik avler blokpolitik.
Det er den triste konstatering, man må gøre, dagen efter at de radikale har besluttet sig for, at den eneste måde, VKO-styret kan afsluttes på, er ved, at en samlet S-R-SF-opposition kommer til magten. Konstateringen er trist, fordi blokpolitik har mange ulemper – uanset hvem der fører den. Gevinsterne er magtpolitiske. Skaderne er samfundspolitiske. Det har VKO dokumenteret på område efter område, igen og igen. Baggrunden for det radikale kursskifte er den kollapsede midte i dansk politik. Ny Alliance formøblede ved sidste valg med enestående talentløshed den chance, der var. Og skiftende radikale midterstrategier er belønnet med stærkt vekslende held – på det seneste er det gået helt galt. Den egentlige årsag til dette midterforlis er dog ikke Khaders amatørisme eller Jelved-Vestagers slingrekurs. Realiteten er, at toppen af V og K på intet tidspunkt har set et midteralternativ som tilstrækkelig attraktivt til, at de har givet det en chance. De har i stedet enten ligefrem dyrket et værdifællesskab med Dansk Folkeparti eller fortrængt alle konsekvenserne af støttepartiets indflydelse. Det er årsagen både til den mere og mere fastlåste og destruktive værdidebat og til den iøjnefaldende mangel på ambitiøse reformer, der har præget de senere års politiske arbejde. Var der tvivlere tilbage, leverede skattereformen med kun 90 mandater bag det ultimative bevis for VK’s arrogance. MAN MÅ GIVE Margrethe Vestager ret i, at der er brug for en ny regering og en ny politik, ikke mindst i lyset af den økonomiske krise, som regeringen stadig tøver med at tage bestik af. Men kan rød blok gøre det bedre? Når det gælder at vinde næste valg, forekommer det sandsynligt. Regeringen er slidt, chefen på vej væk, og de økonomiske nøgletal bliver rødere og rødere. Men den politiske substans er vigtigere. Her giver den ny blok kun mening, hvis SF’s pragmatisme på en række områder kan udvikles til en for alvor forandret politik. Det gælder EU og EU-forbeholdene, og det gælder den økonomiske politik, hvor flere saltvandsindsprøjtninger til beskæftigelse og erhvervsliv må parres med langsigtet, økonomisk ansvarlighed og vilje til strukturreformer. Hvis R – og S – kan sikre det, giver Vestagers nu erklærede vilje til at stille op under fælles paroler i en kommende valgkamp for alvor politisk mening. Ellers ikke.
